Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

56
Det er et overordentligt stort Flertal af Væsener, der ikke, hverken i
deres Hjærte eller Forstand, kender noget til, hvad der virkelig er
Verdensplanens Logik, hvad der virkelig er Livets Mening. Det er en
Samling Væsener, der mere eller mindre raaber i Munden paa hverandre
hver sin særlige specielle Anvisning paa, hvad der er Moral,
Ret og rimeligt. Det er en Samling Væsener, der overfor Livets virkelige
Mening er ufødte Sjæle, der som Følge heraf handler blindt og
vildt paa Diktat af primitive Sympatier og Antipatier, en Samling
Væsener, der gør Tilværelsen til et Orgie af Hovmod, Mord, Drab,
Plyndring og Lemlæstelse. Hvorledes skal denne Valplads af lemlæstede
og saarede, dette mentale Krater af dræbende Had og ulykkeliges
Dødsrallen, for det Væsen, der endnu ikke kan overskue en saadan
Dødedans' kvælende Fangarme, være Udtryk for, at Verdensplanens
Logik er Kærlighed? — Hvorledes skal Mikroben faa Ide om
de lyse Farver i Verdensbilledet, saalænge den ikke kan overse den
for samme Verdensbilledes fuldkomne Koloratur og Harmoni nødvendige
mørke Plet eller Del, den selv befinder sig i? — Maa ikke Levereglen,
„Enhver er sig selv nærmest", blive aktuel, blive populær i en
saadan Zone af Tilværelsen, hvor alt er Kamp? —
Men hvorledes skal da saadanne Væseners Udtalelser kunne være
autoritative paa Kærlighedsspørgsmaalet eller Verdenslogikkens Omraade?
— Maa ikke de Væsener, der lever i Dalen, stige op paa
Højderne for at faa det rette Billede af Omgivelserne? — Er det ikke
en urokkelig Logik, at det Menneske, der lever i Dalen, umuligt kan
faa et virkeligt selvoplevet Billede af den Egns Omgivelser, det lever i,
uden netop ved at stige op paa samme Egns højeste Punkt? —
Det jordiske Menneske lever i en mental Dalsænkning, hvis Skygge
og snævre Horisont ikke kan give det noget som helst fuldkomment
Overblik over den store Egn, det lever i, som vi kalder „Livet".
Enhver, der vil opleve den virkelige Sandhed, maa derfor begive sig
op paa „Højderne" i Livet, hvorfra Overblikket over Sandheden er
at finde.
Disse Højder er ikke helt let tilgængelige. Til at begynde med er
Opstigningen en Entring af næsten lodrette Klippeskrænter. Hænderne
rives til Blods. Men saa efterhaanden lades Hadets, Egoismens, Gridskhedens,
Hovmodets eller Selvforgudelsens og Sensationslystens tunge
og besværlige Bagage tilbage i Dalens dybeste og mørkeste Skyggeregioner.
Befriet for denne Ballast begynder Aandsevnerne at bære
Individet mod de evige Regioner. Naar Uselviskhed, Kærlighed, Intuition
og Ydmyghed er blevet de altbeherskende Faktorer i dets Bevidsthed,
kommer det paa Bølgelængde med Verdensaltets Logik. Og igennem
denne Bølgelængdes altbeherskende Harmoni bliver Tænkeevnen
fuldkommen, bliver til „Den hellige Aand", bliver, som vi senere skal
se, til det Vingeslag, paa hvis Sus det levende Væsen i stolt Ørneflugt