Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

162
Livet selv, hvilket altsaa vil sige, dels ved praktiske Oplevelser eller
Erfaringer, og dels ved teoretisk Undervisning. Individets Oplevelser,,
alle uden Undtagelse, baade de behagelige og ubehagelige, baade de
saakaldt „onde" og de saakaldt „gode", udgør saaledes en Slags Hovedopdragelse
for Individet. Og ligesom det lille Barns Oplevelser i
stor Stil er Mystik for det, indtil det har indhentet sine Forældres
eller Opdrageres Oplysninger eller Synspunkter i de paagældende Felter,
saaledes er ogsaa det voksne Menneskes Oplevelser og Hændelser
indtil en vis Grad Mystik for det, indtil det har forhørt sig hos sine
„Opdragere", hvilket vil sige hos dem af de tidligere omtalte „hellige"
Mænd, som de maatte have Tiltro til.
Vi ser saaledes her, at det voksne Menneskes Liv i Virkeligheden
kun er en, i en højere Form fremtrædende, Gentagelse af dets Barnetilstand.
Ligesom Barnet er afhængigt af sine Opdragere eller Forældre,
saaledes er den voksne ogsaa afhængig af Væsener og Forhold,
han eller hun formoder repræsenterer en, i Forhold til dets egen Tilstand,
større Modenhed eller intellektuel Fremtræden. Og denne Afhængighed
har da ogsaa affødt, at det igennem de samme Væsener og
Forhold instinktmæssigt føler en — „himmelsk Fader".
Og ligesom det lille nyfødte Barn ikke straks begriber sine Forældre,
men først senere, naar det efterhaanden er blevet vænnet til
at se dem hver Dag, saaledes begriber det jordiske Menneske heller
ikke klart sin „himmelske Fader", før det igennem mange Liv har
vænnet sig til hans Manifestationer og er kommet til Bunds i dem, gennem
disse aabenbarede, Logik og Kærlighed.
Medens Barnets Forhold til Forældrene i dets Mindreaarighed hovedsageligt
er følelsesbetonet, bliver det samme Forhold beriget med
et Plus i Form af Intelligensbetoning, efterhaanden som det vokser til.
Det vil altsaa sige, at medens det lille Barn betingelsesløst eller med
hundrede Procent Sympati er knyttet til Forældrene, ganske uafhængigt
af hvilken moralsk Standard disse Forældre saa end tilhører, ligegyldigt,
om de er Tyve, Røvere eller Bedragere, saa er dette ikke
ganske Tilfældet, naar Barnet er blevet mere modent eller voksent.
I samme Grad, som det med Alderen faar udviklet sin Intelligens eller
Forstand, naar det frem til selv at faa en mere eller mindre formentlig,
ufejlbarlig, intellektuel Dømmekraft, faar sin egen mere eller mindre
urokkelige Mening om Livet. Hvis der mellem denne Mening og Forældrenes
eller Opdragernes Mening om Moral, om Liv og Tilværelse,
ingen Divergenser er, lider Barnets Sympati for Forældrene eller deres
Stedfortrædere ingen Skade. Tværtimod, den bliver ofte endnu mere
inderlig. Men hvis nævnte Mening eller Barnets virkelige eller formentlige
Intellektualitet skaber Divergenser mellem Barnets og Forældrenes
Væremaade, ja, da opløses Familiekærligheden mere og mere.