Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

118
I en Zone, hvor Ægtefællernes Glæde over gensidigt at eje og „føle
sig eet med hinanden" er den højeste Salighedsfornemmelse eller Livslykke,
giver de gladelig Afkald paa alt andet blot for Opnaaelsen og
Bevarelsen af denne Oplevelse. Hvis de ikke gør det, er det netop
Udtryk for, at nævnte Oplevelse ikke er den højeste Livslykke for dem,
men derimod de Ting, som de ikke vil give Afkald paa; og de er da
allerede et godt Stykke paa Vej borte fra Centrum i „Paradisets Have",
i Særdeleshed da de samme Ting kun kan være identiske med de „forbudte
Frugter".
Den moderne Videnskab, det omfattede Studium, den altgennemtrængende
Forskning, som tilsammen udgør den fundamentale „Nydelse
af Kundskabens Træ", borer en stor Kile ind i Jordmenneskets
Mentalitet. Ved Siden af den ægteskabelige Interesse, som oprindelig
fyldte hele Mentaliteten, indpodes nu, gennem nævnte Kile, et helt
Ocean af Oplysninger eller Kundskaber. Disse kan ikke eksistere i
deres nye Opholdssted uden at skabe tilsvarende nye Former for Interesser.
Ved Siden af den ægteskabelige Interesse vokser, der saaledes
nye Interesser frem. Den førstnævnte Interesse maa altsaa dele Plads
med de sidstnævnte. Men derved bliver Ægteskabeligheden, hos det
paa gældende Individ, jo ikke mere hundrede Procent. De nye Interesser
kræver ogsaa Dyrkning. Og jo mere de dyrkes, desto mere degenererer
Ægteskabet. Dette bliver efterhaanden til en Biting for tilsidst,
gennem det ene Liv efter det andet i Individets Reinkarnation,
helt at blive fortrængt af den ny Mentalitet. Et nyt „Paradis" skimtes.
Ægtefællerne „Adam" og „Eva" vil der have aflagt deres dyriske Ham.
„Leret" er „indblæst Livsens Aande". Det uvidende Væsen er blevet vidende.
Det fuldkomne Menneske, „skabt i Guds Billede efter hans Lignelse"
er blevet til. Og tilhyllet i Kundskab og Visdom, der er Alkærlighedens
sande Straaleglorie, skuer et nyt funklende Væsen ud over
Verden.
45. KAPITEL
„Evig Fortabelse", „D$å" eller absolut Undergang maa evigt
forblive de Illusioner, de evigt har været
Naar „Syndefaldet" er det samme som Udvikling af Forstand og
Visdom (hvorledes skulde det ellers blive „Nydelsen af Kundskabens
Træ"?),— og naar det er denne Udvikling, der er det samme som
„Indblæsning af Livsens Aande", (hvad er det ellers? — døde Ting
kan ikke blive levende, men det levende kan forandres, den Forandring
er „Indblæsning af Livsens Aande",) —og yderligere resulterer i Om-