Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

185
ikke eksisterer hos „Dyrene". Det almengældende hos disse Væsener
er jo dette, at de kun dræber af Livsbetingelse. Hvis Tigeren ikke
dræbte, maatte den jo dø af Sult. Men saaledes at bevirke sin egen
Død, er ogsaa Mord. Og for Væsener af denne Art kan det femte
Bud derved kun være en Anvisning paa Selvmord og er saaledes her
absolut ude af Stand til at udgøre nogen som helst logisk Forskrift.
Det femte Bud er altsaa opsat som Forskrift for Væsener, der myrder
og dræber uden at dette er en livsbetingende Nødvendighed. Det er
en første manende Røst fra Verdensgenløsningens yderste Forpost.
Det er en ny Verdens blændende Straale glories begyndende Indtrængen
i „Helvede". „Du skal ikke ihjelslaa" er det guddommelige Trylleord,
der omskaber „Djævle" til „Guder". — Og det jordiske Menneske
finder gennem dette den a åbne Vej til „Himlen". —
Den „flygtende" „Adam" og „Eva" møder altsaa her i Form af det
femte Bud en helt ny Fanfare, der lyder gennem Verden. „Du skal
ikke ihjelslaa" er et nyt Paabud, der er en hundrede Procents Modsætning
til, hvad „Flygtningene" ellers tidligere har været vant til.
I de „uddrevne" Væseners mange Stadier som primitive, som „Naturmennesker",
er dette at dræbe endnu en moralsk Foreteelse, er endnu
Vejen til Helteglorien, er endnu den højeste religiøse Udløsning. Man
er endnu her saa nær „Dyreriget", at dets Love og vanemæssige Traditioner,
hvilket vil sige, den stærkeres Ret, er et forstenet bærende
Livsinstinkt, uden hvis Opløsning „Dyret"s Videreførelse i Udvikling
eller Omskabelse til „Menneske" vil være en Umulighed. Dette tusindaarige,
ja, millionaarige forstenede Instinkts Opløsning danner hele
Grundlaget for Skabelsen af al „menneskelig" Mentalitet, danner Basis
for al Tilegnelse af „Intelligens" og „Følelse". Ved at gøre det dræbende
Princip til Livsbetingelse og dermed Individets Dygtighed til
Befordring af samme Princips Manifestation til Idealisme, Moral og
Ret, blev den unaturlige Død i Virkeligheden en allestedsnærværende
farlig Faktor, som tvang Individet til alle Vegne at være paa Postr
tvang det til at anspænde sine Sanser til det yderste, tvang det til at
blive denne farlige Faktor overlegen.
Da Faren lurede overalt, saavel i Skovens Tykning som paa den
aabne Mark, saavel i Dalens Skygge som paa Bakkedragets Top, saa«
vel ved den larmende Brænding som ved den lille Bæk, saavel i Individets
egen Hytte som i Fjendens Lejr, kort sagt overalt, hvor en jordmenneskelig
Fod kunde komme frem og en jordmenneskelig Haand
føre et Mordvaaben, blev Individet uimodstaaeligt tvunget til Træning
i permanent Aarvaagenhed, tvunget til en uafbrudt Anspændelse til
det yderste i Modforholdsregler: Snarraadighed, Listighed, Behændighed,
blev pacet op til at udfolde et mere og mere kunstfærdigt Selvforsvar.
Den eneste Basis for Lykke var Overvindelse, var Tilegnelge
af Sejr, Sejr og atter Sejr over alle andre Medvæsener. Kun ved at