Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

62
fysiske" eller „aandelige" Energier, og at hver enkelt af de nævnte
Omskabeiser i Virkeligheden kun udtrykker forskellige Stadier af et
og samme Jegs Oplevelse af en evig fortsat Tilværelse.
Vi vil nu atter vende tilbage til den omtalte Begivenhed i Urtidens
store Bregneskove. Det overfaldne Dyr udstødte altsaa et Dødsskrig,
en Slags Henvendelse til et ukendt Forsyn, en „Bøn til Gud" om Redning.
Men at udstøde et Dødsskrig eller en Anmodning til et Forsyn, til
en Overmagt om Redning, er jo det samme som at handle i Interessen
af Livets Beskyttelse eller Bevarelse, det er at gøre noget, der kan
være medvirkende til en Redning af det efterstræbte eller dødsdømte
Liv. Men at foretage saadan en Handling er det samme som at være
livsbefordrende, være livsbeskyttende. At samme Handling gennem det
overfaldne Væsen ikke altid er stærkere end Angriberen eller de overfaldende
Kræfter og derfor heller ikke altid kan redde dets Legeme
fra Undergang, forandrer jo ikke den Kendsgerning, at Væsenet ikke
frivilligt gik i Døden, men benyttede enten bevidst eller ubevidst
Skriget, „Bønnen", som en sidste Modstand imod den truende Undergang.
Selv om denne Modstand i nævnte Tilfælde synes at være ganske
svag, kan dette aldrig nogen Sinde berettige til at sige, at den var
Udtryk for et Samtykke i Undergangen. At en Modstand er lille, saa
lille, at den brutalt bliver knust af Overmagten, ophæver jo ikke dens
Identitet som Modstand og kan saaledes, logisk set, aldrig gøres identisk
med et Samtykke.
Gennem det omtalte overfaldne Dyr i Fortidsskoven bliver vi altsaa
for første Gang Vidne til Manifestationen af et Princip, der mentalt
arbejder i Retning af Livets Bevarelse, et Princip, der for første Gang
faar en Mund til at aabne sig for gennem Lyd at befordre Livet i
Stedet for Døden. At det maaske kan siges at være et meget spinkelt
Princip skyldes jo kun, at vi her er Side om Side med dets allerførste
spæde Vorden. Og hvad er ikke spinkelt i sin første Begyndelse? —
Begynder ikke alle store Træer, ja selv Kæmpetræer, som smaa bitte
Kærner eller Frø? —
Og følger vi nu det nævnte Princip frem gennem Tiderne helt til
vore Dage, er det en ret anseelig Udvikling, det har gennemgaaet.
Det er allerede paa nærværende Tidspunkt, skønt ikke nær færdigudviklet,
blevet til et Kæmpetræ. Er det ikke netop det, der før gav
Ekko i Urskovens Dyb som et hjærteskærende Dødsskrig, der siden
har faaet Tusinder, ja Millioner af Munde til at aabne sig, — ikke
udelukkende for kun at udstøde primitive Klageskrig, Nødsignaler
eller „Raab" om Hjælp i overhængende Fare, men ogsaa for, i Form
af mere kultiverede og velklingende Lyde, vi kender som „Tungemaal",
„Tale" eller „Sprog", at manifestere — „Visdom", „Kundskab",
„Kunst", „Lovprisning", „Tilbedelse" og „Takkehyldest" til Forsynet,
til den Gud Dyret mentalt har dyrket lige netop fra sit første Dødsskrig
i den fortidige Jordperiodes dybe Skumring? —