Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

58
rædselsslagent Dyr springende forfulgt af et andet rovdyragtigt, farligt
udseende Væsen. I det herskende Tusmørke blev de hurtigt ude af
Syne, men et hjerteskærende, langtrukkent Skrig forkyndte det forfulgte
Væsens Kapitulation, forkyndte at den Redning, det ved sin
Flugt troede at kunne have opnaaet, nu maatte opgives, forkyndte at
det ikke selv havde flere Kræfter eller ved egen Hjælp kunde fri sig
fra Faren, og hvorfor dets Rædsel og Fortvivlelse over den truende
Undergang, som en allersidste Udvej, udløstes gennem det omtalte
Skrig. Dette blev saaledes et Nødskrig, et Raab om Hjælp, et Skrig i
^Mørket", — men til hvem? — Ja, til noget synligt og kendt Væsen
kunde det absolut ikke være rettet, da det principmæssigt gentager
sig i alle Nødsituationer hos alle Væsener, der har Evne til at frembringe
Lyde, og er forbunden med enhver Dødsangstudløsning, ganske
uafhængigt af om der er andre Væsener til Stede eller ikke.
Raabet bliver altsaa rettet mod noget ukendt. Men et Raab, der er
rettet mod noget ukendt om Redning, er jo det samme som en „Bøn"
til en ukendt Overmagt,, en blind Henvendelse til et ukendt Forsyn,
hvilket jo igen er lige akkurat det samme som det, vi i Dag kalder
„Bøn til Gud''. Hvad er vel „Bøn til Gud" andet end netop en Anmodning
til en Overmagt eller et Forsyn? —
At Menneskene i deres, mere end Dyrenes, udviklede Tilstand, har
faaet Evne til at udtrykke disse sjælelige Foreteelser, disse Angstudløsninger,
disse deres Nødraab i kultiverede Lyde, Tale, Ordformer og
.Sætninger, give dem Navn og Udtryk, kalde dem „Religiøsitet", „Bøn
til Gud" eller lignende, at disse Foreteelser har været i Stand til at
vække til Live en vaagnende Anelse, af en Bevidsthed om et eksisterende
„Forsyn", en „Gud" eller „Guder" o. s. v. forandrer eller afkræfter
jo absolut ikke Princippet, men viser tværtimod, at det er
under Udvikling.
Fortidens store Skove har saaledes genlydt af „Bønner" til Gud,
opsendt af Væsener, der endnu ikke var naaet at blive til det, vi i Dag
betragter som Mennesker, men var henhørende under de Væsener, vi
kalder Dyr, ligesom vore egne Skove endnu den Dag i Dag genlyder
af de samme hellige Nødraab.
Men naar Forbindelsen mellem et ukendt Forsyn og de levende
Væsener eller „Bøn til Gud" saaledes gør sig gældende i Tykningen af
Fortidens store Skove, længe før Mennesket blev til, og ligeledes gør
sig gældende hos Nutidens Dyr, er „Bøn til Gud" eller med andre Ord
,,det religiøse Princip" jo slet ikke noget menneskeligt Paafund. Men
naar det ikke er noget menneskeligt Paafund, er det jo en Anordning
af Livet selv, er identisk med selve Naturen. At ironisere over det
religiøse Princip, over Bønnen, er at ironisere over Naturen, det er at
gaa i Rette med Sol og Maane, det er at kulminere i Blottelsen af sin