Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

106
væsen og derfor tilhører Dyreriget, har faaet Ordform, er blevet „Moral",
har faaet Navnet „Det sjette Bud".
Denne Morals Forskrifter kommer til Syne gennem følgende Generaludtryk:
,,Du skal ikke bedrive Hor'', — „Derfor skal en Mand forlade
Fader og Moder og holde sig til en Hustru", — „Og en Mand,
som bedriver Hor med en Mands Hustru, den, som bedriver Hor med
sin Næstes Hustru, Horkarlen og Horkonen skal visselig dødes", —
„Og en Mand, som ligger hos sin Faders Hustru, han har blottet sin
Faders Blusel; de skulde begge visselig dødes", — „Og ligger en Mandsperson
hos en Mandsperson, som man ligger hos en Kvinde, da have
de begge gjort en Vederstyggelighed; de skulle visselig dødes", — „Og
tager en Mand en Kvinde og hendes Moder, det er en Skændsel; de
skulde brænde ham med Ild, ja dem begge", — „Og ligger en Mand hos
en Hustru, som er svag og blotter hendes Blusel, blotter hendes Kilde,
og hun blotter sit Blods Kilde, da skulle de begge udryddes af sit
Folk". —
Men hvordan stemmer en saadan Moral overens med dette: „Du
skal ikke ihjælslaa", — „Du skal elske din Næste som dig selv", —
„Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", — „Dømmer ikke,
thi med hvad Dom, I dømme, skal eder igen tilmaales"? — Er det ikke
en hel anden Form for Moral? — Og hedder det ikke netop videre i
denne sidste Form for Moral, at „Den, der er ren, han kaste den første
Sten?" —
Hvem er „ren"? — Er den „rene" ikke identisk med en Person,
der opfylder samme Morals Kærlighedslov, — ogsaa dette „ikke at
dømme"? —
Den „rene" er altsaa en Person, der paa Grund af sin Alkærlighed
ikke kan dømme. Men hvordan kan han så a „kaste den første Sten"?
— Og hvorledes kan ovennævnte Dødsdomme saa eksekveres? — Ja,
samme Moral besvarer selv Spørgsmaalet gennem sin fundamentale Sætning:
„Hævner eder ikke selv I elskelige; jeg vil betale, siger den
Herre Zebaoth". —
Naar den „rene" skal kaste den første Sten, vil det altsaa sige, at
Verdensgenløseren med nævnte Paabud ophævede en tusindaarig Tradition,
ophævede en gammeldags eller forældet Moral, splintrede et
frygteligt, martrende og dødbringende Dogme og gav Verden en Moral,
der var baseret paa langt større Indsigt i de faktiske Forhold, var en
Videnskab, der var hundrede Procent i Kontakt med de evige Love,
den evige Natur.
Det er saaledes gennem ovennævnte blevet aabenlyst, at Biblen
gennem sine Forskrifter udtrykker to helt diametralt modsatte Former
for Moral. Heraf forsvarer og beskytter den førstnævnte Ægteskabet
med Dødsstraf, medens den sidstnævnte opløser det og dets
Dødsdomme med Alkærligheden ved at docere: „Vend den højre Kind