Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

219
blev bestemmende for dets mentale Indstilling. Den blev Aarsagen til
Frygt. Frygten blev Aarsag til Religiøsitet. Religiøsitet udgør igen en
instinktmæssig Søgen eller Famlen efter Begunstigelsen af en over Lidelserne
formodet eksisterende Overmagt, for derigennem at søge Beskyttelse
mod Lidelsernes formentlige „djævelske" eller „onde" Ophav.
Men idet Religiøsiteten bringer Individet til at alliere sig med en
formentlig Overmagt for igennem denne Alliance at overvinde Lidelsernes
Ophav, er Religiøsiteten saaledes den første udløsende Aarsag
og fundamentale Basis for det, vi kalder Krig. Og Krigen bliver saaledes
i sin højeste Analyse en „religiøs Kultus". Alt hvad Jordmenneskene
manifesterer, lige fra Angstskrig, Bønner og kirkelige Handlinger,
Daab, Sakramenter og Velsignelser til Slagmarkernes drønende
Granatild, Pigtraadsspærringer og Giftgas, er saaledes* „religiøse" Foreteelser.
Alle Begivenheder i Menneskehedens Historie er dikteret af
den førnævnte Alliance. Alle kæmpende Parter er hver især allieret
med en „Moral", ud fra hvilken deres blodige Færd er et dikteret
højeste formentlig Ideal, alle højeste Magter eller et højeste Forsyn
velbehageligt. Alle kæmpende Parter i en hvilken som helst Krig, i
en hvilken som helst Kamp mener selv at repræsentere den højeste
Retfærdighed, den højeste Uskyldighed og dermed den højeste Berettigelse
til deres Fremfærd, der jo med denne Indstilling som Basis,
kun kan være at opfatte som værende i den allerhøjeste Magts eller
Guddoms Tjeneste, hvilket naturligvis er det absolut modsatte af, hvad
man tilkender „Fjenden" eller Modparten. Dennes Idealer og Fremfærd
formenes selvfølgelig kun at være i de højeste mørke Magters
Tjeneste. Og hele den jordiske Menneskeheds Fremfærd bliver en permanent
Kamp for formentlige Idealer og moralske Foreteelser, en
„religiøs Kultus", der i Dag i Forsynets Navn ofrer Millioner og atter
Millioner af Mennesker paa sine blodige Altere. Vore „hedenske" Forfædres
Menneskeofringer og Kultus er for intet at regne i Blodighed
og Grusomhed ved Siden af vore „kristne" samtidiges Udløsning af at
tjene „Idealerne".
Fortidens blodige „religiøse Kultus" er altsaa ikke blevet mindre
med Aarene, er ikke, trods Buddhisme og Kristendom, blevet mindre
med Hensyn til Menneskeofringer og blodige Ceremonier. Er det ikke
saaledes, at Titusinder og atter Titusinder af unge Mænd tvangsundervises
i at gaa „Præsterne", i den store „hedenske" Kultus, til Haande,
uddannes i at blive Offermateriale paa dens dræbende Altre? —
At man i vore Dage er gaaet over til at kalde de unge Mænd for
„Værnepligtige", de nævnte „Præster" for „Generaler", „Altrene", hvilket
vil sige Slagmarkerne, for „Ærens Mark" og selve den store „Kultus"
for „Forsvaret", er jo kun en Camouflage, under hvilken den
samlede Jordmenneskeheds Mentalitet skjuler sin sande Identitet med
vore Fædres „hedenske" religiøse Kultus for derigennem at faa den