Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

137
kvalerne". De er den hjemløse „forlorne Søn", der søger efter Faderen*
efter „Paradiset".
Men da Oplevelsen af en hvilken som helst Erfaring aldrig kan
eksistere uden, kosmisk set, at være en Berigelse, en Udvidelse af Bevidstheden
og dermed være et Plus, vil dette betyde, at intet Individ
kan gaa tilbage i Udvikling. Det kan degenerere, men en saadan Degeneration
vil ogsaa være en Erfaringsberigelse og dermed udgøre et
Plus for det evige Jeg, der oplever Erfaringen. Men naar Tilbagegangen
ikke eksisterer i Verdensplanen, kan „Adam" og „Eva" aldrig;
nogen Sinde komme „tilbage" til den „tabte" „Paradisets Have", thi
dette vilde jo være det samme som, at de oplevede Erfaringer ved „Uddrivelsen"
pludselig skulde være uskete, hvilket er en Umulighed*
ligesom disse Oplevelser, Smærter og Lidelser, saa slet ikke vilde have
været til nogen Nytte. En saadan meningsløs og unyttig Manifestation
eksisterer ikke i den guddommelige Verdensplan. Alt her er „saare
godt", hvilket vil sige nyttigt. Det skete kan aldrig være usket. Det
er jo netop den guddommelige Logiks Løsning, at „Syndefaldet" bliver
til Velsignelse, Lidelseserfaringerne udvikler Følelsesevnen, skaber Visdom
og Klogskab og udløser Kærligheden. Den „forlorne Søn" vender
derfor heller ikke „tilbage", men „frem" til Faderen, ikke „tilbage"
til „Edens Have", men „frem" til denne.
Men denne Vandring kan den „forlorne Søn", den „udviste" „Adam"
og „Eva" ikke foretage sig helt paa egen Haand. Og de kommer da
heller ikke ud af „Paradishaven", før de helt kan klare sig ved egen
Hjælp. De vil stadig befinde sig i „Uddrivelsessiden", indtil de har
faaet Sanser og Evner til at opleve Gud i den ny „Paradisets Have",
hvor de „Frugter", der var „forbudt" i den tabte „Paradishave", er
en Livsbetingelse.
„Uddrivelsessiden" er saaledes ikke nogen Straf eller Fængsel, men
er den sande Livets Skole. Den er Guds Omskabelse af „Adam" og
„Eva" til en højere Form for Tilværelse, en Opdragelse til kosmisk
Dannelse og Kultur. Og det „udviste" Par er da ogsaa omgivet af Guds
egne Repræsentanter „Keruberne" med „det blinkende Sværd", hvilket
sidste jo er „Guds Røst", der stadig lyder gennem „Haven".
Og er det ikke netop Udtryk for den højeste Kærlighed, at denne
„Røst", som vi i det efterfølgende skal se, manifesteret i det „flygtende
Par"s eget Kød og Blod, manifesteret i Præster, Profeter og Verdensgenløsere,
er formet og tilpasset til det samme spæde „Par", saaledes
at den kan forstaas og tilegnes paa ethvert Trin, ethvert Stadium paa
dets tunge Vandring bort fra det tabte „Livsens Træ"? —
Er det ikke netop den samme „Røst", der har formet Biblens Beretning
om det jordiske Menneskes første Begyndelse paa Jordkloden
til det skønne letfattelige Eventyr om „Adam" og „Eva", der kan vække