Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

167
dem, virker umoralske, forældede og naive. „Fædrenes Tro" viser sig
som „Overtro". Alt det, de før tilbad og troede paa som Livets sande
Virkelighed, alt det, de før troede var „Gud", er nu blevet til Uvirkelighed.
Saadanne Væsener erkender ikke mere deres „himmelske Fader",
tror ikke mere paa nogen „Gud".
Ligesom Forældre, hvis Moral ikke er nogen Hindring for at lyve,
stjæle, hade og pine, maa blive „forlorne" for deres Barn, hvis det har
medfødte Anlæg og Naturer, der tilsammen i Barnet danner stor Afsky
og Uvillie mod slige primitive Manifestationer, og derved skaber
Adskillelse mellem Barn og Forældre, saaledes maa ogsaa den „himmelske
Fader", hvilket i dette Tilfælde altsaa vil sige Almenhedens
Livsopfattelse, den gængse Tro og Forestilling om Gud, den gængse
Moral og Væremaade, blive „forloren" for det Individ, hvis Hjerne
og Hjerte ikke mere kan hylde, beundre og praktisere denne Almenhedens,
denne den store Hobs underlegne Tro og Væremaade, dens
primitive Moral og Forskrifter. Og dette Individs medfødte højere
Natur og Livsindstilling tvinger saaledes her til Adskillelse mellem den
„himmelske Fader" og „Sønnen". Og denne bliver for en Tid „faderløs",
hvilket vil sige, bliver „vantroende", bliver „Gudsfornægter",
bliver „gudløs", bliver „Fritænker", bliver mentalt eller aandelig hjemløs.
Men en saadan Tilstand kan ikke i Længden give Lykke. Den fører
tilsidst ind i Haabløshedens mørke og endeløse Labyrinter. Og det
er i denne Situation, vi genfinder det jordiske Menneske, naar det
raaber til Himlen det store Spørgsmaal: „Hvad er Sandhed?" — Og
'vi kommer her til at se en Bekræftelse paa Jesu Ord. „Salige er de
fattige i Aanden; thi Himmeriges Rige er deres". Dette vil altsaa sige:
„Lykkelige er de enfoldige, eller de Væsener, der endnu ikke er mere
intellektuelt udviklede, end at de kan tro paa de gængse overleverede
fattige og naive Begreber om Gud, og for hvilke Væsener disse, paa
virkelig intellektuelle Oplysninger umaadelig fattige Postulater, endnu
ikke er blevet „Stene i Stedet for Brød", thi disse Væsener kan endnu
glæde og styrke sig ved Tanken om Gud og et eksisterende „Himmeriges
Rige".
Men den Enfoldiges intellektuelle Broder er foreløbig borte fra
Gud, føler ikke nogen „himmelsk Fader", har ingen Forventning om
nogen højere Form for Rige eller Tilværelse. Han er midlertidig blindet
af sin egen Intellektualitet, det Riges Straaleglorie, han selv fornægter.