Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

95
beskæftige sig med disse Linier, som i Virkeligheden kun er beregnet
paa de Mennesker, der i Dag martres under Seksualismens sønderknusende
Vildfarelser, lever i fuldstændigt Ukendskab til Kræfter og Anlæg,
af hvilke de modløst og villieløst maa lade sig beherske, føres i Afgrunden,
netop paa Grundlag af grænseløs Uvidenhed om Livet og dets
vidunderlige Love og Bestemmelser.
At hjælpe saadanne Mennesker lader sig kun gøre ved at give et
Billede af de faktiske Forhold, faa dem rettet ind til at forstaa, hvad
det er, de i Virkeligheden oplever, og hvilken Rolle i Verdensplanen,
de er med til at udløse. Og for at komme til denne Erkendelse, maa
de ogsaa vænne sig til at betragte „Forelskelse" i en mere saglig eller
virkelig videnskabelig Maalestok end den, hvormed Forfattere, Poeter
og Moralvogtere fra Forelskelsens egen Zone fortolker og lovpriser den
i den Kærlighedsglans, hvormed den netop kan og skal straale for de
Væsener, for hvem den endnu ikke er et tilbagelagt Stadium. Men Livet
har langt højere Maal og Zoner i Baghaanden til Menneskene end de,
der er befordrende for Ejendomsret og Egoisme. Og Menneskene maa
eaaledes lære at forstaa, at Forelskelse vel er guddommelig og naturlig
i den Zone, i hvilken den er en uundværlig Faktor, men at dette ikke
forandrer, at dens nøgterne og sande Virkelighed er Kulminationen af
Egoisme, med dens Skyggezone „Dyreriget", Smærternes, Lemlæstelsernes
og Sorgernes Hjemstavn. Og Livet har en langt større Plan med
Seksualisme end netop Befrugtning og Kærlighed til kun et enkelt
Væsen, har en langt højere og skønnere „Besættelse" til Individet end
„Forlovelse". Denne Besættelse er „Den hellige Aand" med dens Straaleglorie:
Uselviskheden eller „Alkærligheden". Det er dette, der i Biblen
er udtrykt som „Himmeriges Rige", i hvilket der „ikke tages til
Ægte", og hvor der ikke er Sorg, Skrig eller Pine.
34. KAPITEL
Naar „Forelskelse" gør Ejendomsretten over et andet Væsen
til Livsbetingelse
Naar „Forelskelse", saaledes som vi i det foranstaaende har set, i
Virkeligheden udløser Kulminationen af Egoisme og dermed er det
virkelige Fundament for Udløsningen af det, vi kalder „Det Onde",
hvor kan det saa være, at man i saa stor Udstrækning, som Tilfældet er,
kalder den „Kærlighed"?
Det er, fordi dens Energi ved sin Besættelse af Individet gaar i Forbindelse
med dets Kærlighedsevne, der derved bliver stimuleret op til