'tintin in the congo' and politically correct language ... - Ordskik

3. OM SPROGNORMER
Min onkel Arne har vedtaget, at ordet ”jamen” er indbegrebet af dårligt sprog.
Fremsættelsen af dette synspunkt – eller vedtagelsen af denne norm om Arne vil – er et
eksempel på sproglig normering.
Sproglig normering er et komplekst felt; formanden for Dansk Sprognævn, Niels Davidsen-
Nielsen, har i en artikel defineret sproglig normering som ”udvælgelse af en bestemt type
sprog som retningsgivende for hvordan man bruger sproget korrekt”. 50 Alle – fra min
onkel Arne til Dansk Sprognævn – kan således udøve sproglig normering, og sproglig
normering bliver udøvet hver gang, nogen fremsætter en normativ ytring om sprog. For at
skabe overblik over feltet, kan man skelne mellem sproglige normer ud fra forskellige
kriterier. Man kan fx tale om uofficielle normer som min onkel Arnes over for
Sprognævnets officielle normer og om normer for talesproget over for normer for
skriftsproget. Derved differentierer man normerne ud fra, hvem der normerer, og hvornår
normerne gælder. Man kan også differentiere normerne ud fra et kriterium om, hvorfor
der normeres. Det vil jeg komme nærmere ind på nedenfor.
Hvad der også bidrager til at gøre sproglig normering til et komplekst felt, er, at sproglige
normer har den særegenhed, at de på én gang ligger fast og er i bevægelse. Vi kan finde på
at udbryde: ”Det hedder det altså ikke!”, hvis vi oplever, at en sproglig norm ikke
overholdes. Andre gange kan vi blive i tvivl om normen og spørge: ”Kan man sige det?”, og
vi kan søge at finde et svar, fx i en ordbog. Med den ene hånd kan vi altså løfte
pegefingeren, mens vi med den anden griber ordbogen; vi har ofte en klar opfattelse af,
hvornår en sproglig norm bliver overtrådt, ligesom mange sproglige normer er kodificeret i
ordbøger og grammatikker, men sproget og normerne udvikler sig, og opfattelsen af,
hvornår en sprognorm er overtrådt, kan ændre sig over tid. I dag oplever man fx ofte, at
formerne hans/hendes bliver benyttet på steder, hvor normen foreskriver sin/sit/sine. Da
jeg i den anledning præsenterede min far for det synspunkt, at ”sin” og ”sit” er ved at glide
ud af det danske sprog, replicerede han: ”Nå, så bliver ejendomsretten måske ophævet?”.
50 Davidsen-Nielsen 2004 (uden sidetal)