'tintin in the congo' and politically correct language ... - Ordskik

Christiansen beskriver således, hvordan opfattelsen af kunsten/finkulturen er knyttet til
fortolkning, mens opfattelsen af masse-/populærkulturen er knyttet til forbrug. Med det in
mente kan det hedder det ikke-argumentet give os en forklaring på, hvorfor Tintin i Congo,
selvom den lader til at udgøre en mere reel bodshandling end GL og tager udgangspunkt i
et mere tidssvarende syn på lighed, alligevel har fået en hård medfart, især i udlandet. At
tegneseriemediet efter vores opfattelse er bundet til dets funktionelle (for)brug, betyder jo
netop, at vi bedømmer tegneserien efter, hvad vi finder acceptabelt på dette sted og på
denne tid. Hvis man skal opfatte Tintin i Congo som et historisk dokument, kræver det, at
man ændrer opfattelsen af tegneserien fra en genstand for funktionelt (for)brug til en
genstand for fortolkning og dermed ændrer opfattelsen af tegneseriens tilknytning til tid og
sted. Boghandlerkæder i England og USA svarede da også på kritikken af Tintin i Congo
ved at rykke albummet fra børneafdelingen til voksenafdelingen, jf. ovenfor. Da børn og
voksne læser med forskelligt formål og udbytte kunne dette netop signalere, at tegneserien
ikke skulle knyttes til (for)brug, men til fortolkning.
9.8 Kan man skabe lighed gennem sproget?
På spørgsmålet om, hvorvidt det politisk korrekte sprog kan virke efter hensigten, således
at man gennem sproget skaber lighed, kan jeg altså ud fra min analyse og Holtug og
Lægaards beskrivelse af lighed svare ja – men det kan også virke imod den. Dermed har jeg
bekræftet min anden tese, ”lighed kan skabes gennem sproget”.
Det er blevet klart, at afgørelsen af, om der skabes lighed gennem sproget, afhænger af,
hvilken lighedsopfattelse man lægger til grund for sin vurdering: I GL skaber man lighed
ud fra den ældre opfattelse af lighed, der handler om lige anerkendelse af de samme
egenskaber, mens man i NY skaber lighed ud fra den nyere lighedsopfattelse, der angår lige
megen anerkendelse i forskellige grader. 227 I GL sker det bl.a., ved at de sorte og de hvide
behersker RSN på lige fod, og at det dermed anerkendes, at sorte og hvide kan have præcis
de samme sprogfærdigheder. I NY sker det bl.a., ved at de sorte taler et normafvigende
sprog, og at det dermed anerkendes, at normafvigende sprog er legitimt, hvilket hører
under anden grad af lige megen anerkendelse, jf. figur 17.
227 At man i GL forholder sig til den ældre lighedsopfattelse, er ikke så underligt taget i betragtning, at GL
udkom i 1975. - Og i 1975, da GL udkom, var den lige anerkendelse måske det første, nødvendige skridt på
vejen mod større lighed, som jeg beskrev, at det også har været det i de sorte borgerretskamp og i
kvindefrigørelseskampen.