TAMDRUP KIRKE - Nationalmuseet

5166
254 Beckett 1919 (note 32), s. 140ff. og Nørlund 1926
(note 28), 156ff., der daterer Sindbjergalteret 1175­1200.
Sindbjergpladerne er mere ensartet flade i relieffet, men
der er lighedspunkter i gevandtbehandlingen, i figurernes
vekslen mellem glatte og riflede glorier, i brugen af
perleborter og i den ret udstrakte brug af gravering, der
er særegen for arbejderne i Sindbjerg og Tamdrup. Et
fælles træk ligger også i, at brunfernis forekommer alene
på ornamentborterne, der er ganske nært beslægtede,
men som jo for Tamdrups vedkommende ikke
kan knyttes sikkert til frontalet, jfr. ovf. (C).
255 Poul Nørlund: Stormandstyper fra Valdemarstiden,
NMArb 1935, s. 16f. Jfr. også Nørlund 1926 (note 28),
s. 173, og Christiansen 1968b (note 33), s. 178ff.
256 Om guldsmedehåndværkets udøvere, der er bedre
belyst end andre højmiddelalderlige håndværkere, se
Richard Karcher: Das deutsche Goldschmiedehandwerk
bis ins 15. Jahrhundert, Leipzig 1911, s. 28ff. og
Peter Cornelius Clausen: Goldschmiede des Mittelalters,
Zeitschrift für Kunstgeschichte 1978, s. 46ff.
257 Beckett 1919 (note 32), s. 140ff. Han så pladerne
og deres dateringsspørgsmål i nær sammenhæng med
Sindbjergalteret og gik især ind på en diskussion om,
hvorvidt dets forudsætninger skulle være engelske.
258 Nørlunds påpegning af sådanne anakronismer var
med til at give Rudolf Volf afsæt til sine forsøg på at
datere pladerne tilbage til 1000­tallet. Se s. 5045 med
note 31.
259 Nørlund 1926 (note 28), s. 155ff.
260 Nørlund 1926 (note 28), s. 26ff. Som et konkret dateringsvidnesbyrd
nævnes Jesu Dåb (nr. 13), hvor dåbsenglens
parate kjortel er et træk, som ikke synes ikonografisk
kendt før o. 1150.
261 Nørlund 1926 (note 28), s. 155ff., 205.
262 Nørlund 1926 (note 28), s. 163ff., der især jævnfører
med kalkmalerier i Montmorillon og et stenrelief i St.
Gilles du Gard.
263 De riflede glorier er et udpræget rhinlandsk træk.
For ansigtstyperne jfr. Peter Lasko: Ars Sacra 800­1200
(1972), 2. udg. New Haven and London 1994, s. 188ff.,
Didier og Lemeunier 1988 (note 251), især s. 173ff.
samt J. J. M. Timmers: De kunst van het Maasland, Assen
1971, s. 313ff.
264 Nørlund 1926 (note 28), s. 163ff., jfr. plade nr. 1,
7 og Lasko (note 263), s. 203. Foldemotivet ses også
noget senere, således på ærkebiskop Wichmann von
Seeburgs bronzestøbte gravfigur fra årene efter 1198
i Magdeburgs domkirke. Se: Der Magdeburger Dom,
udg. Ernst Ullmann, Leipzig 1989, fig. 27.
265 Jfr. Lasko 1994 (note 263), s. 190ff. og specielt s. 256.
De klæbende eller ‘fugtige’ folder kaldes her ‘dampfold’.
I Skandinavien har også betegnelsen ‘blærefold’
været anvendt.
266 Lasko (note 263), s. 200ff., og specielt Renate Kroos:
Der Schrein des Heiligen Servatius in Maastricht,
München 1985, s. 103ff. Det bedste hjemlige eksempel
NOTER
på en stil som Tamdruppladernes er vel nok de skånske
kalkmalerier i Bjäresjö kirke. Herom, se A Cata­ Catalogue
of Wall­Paintings in the Churches of Medieval
Denmark 1100­1600, Scania Halland Blekinge, Volume
Four: Art­Historical Survey, Copenhagen 1982, s. 23ff.
267 En undtagelse danner for så vidt Løffler 1881 (note
26), der s. 77 henviste til, at eventuelle, overskydende
plader kunne have hørt til sidealtrenes udsmykning.
268 Christiansen 1968b (note 33), s. 181ff., 195f.
269 Volf 1970 (note 37), s. 137ff., der bl.a. begrundede
sin antagelse med, at han ved frontalestiftelsen (plade
29) mente her at kunne iagttage et lavt retabel over
frontalets bagkant.
270 Kolstrup 1991 (note 41), s. 79ff., hvor der jævnføres
med S. Albinus­skrinet i S. Pantaleon i Køln.
271 Didier og Lemeunier 1988 (note 251), s. 100f.
272 Naturligvis kunne også et skrin være udført, ikke
blot i samme arbejdsgang som frontalet, men også med
afstemte plademål. Tilskyndelsen til det sidste har dog
været langt mindre end ved en opbygning, der som
frontale­retabel har skullet opleves helt koordineret.
Med i billedet må også den konstaterede forskel i ornamentresternes
(C) teknik, som Tage E. Christiansen
ville se som vidnesbyrd om tilhørsforhold til to forskelligartede
inventarstykker. Dette argument er som
nævnt næppe bindende.
273 Således det fra en tegning kendte S. Remaclus retabel
fra klosteret i Stavelot (Belgien). Et retabel i Tamdrup
kunne måske i opbygning have mindet om et
mindre retabel fra S. Castor i Coblenz, der nu er i Cluny­Museet
i Paris. Se Lasko (note 263), s. 193f., 200ff.
med fig. 264 og 271.
274 Om afvigende tolkninger, se ovf. s. 5117 med note
212.
275 Antependiet befinder sig i Musées Royaux d’Art
et d’Histoire i Bruxelles. Se Die Zeit der Staufer. Ge­ Geschichte
– Kunst – Kultur. Katalog der Ausstellung
Stuttgart 1977, udg. Reiner Haussherr, I, s. 805ff., II
Abb. 599. Se også Sauer 1993 (note 45), s. 312f. samt
Ornamenta Ecclesia. Kunst und Künstler der Roma­ Romanik.
Katalog zur Ausstellung des Schnütgen­Museums,
Köln 1985, udg. Anton Legner, 1, s. 117ff. og 187ff.
med talrige eksempler på afbildede stiftere og håndværksmestre.
276 Mens stiftere normalt afbildes i ydmyg bøn eller
frembærende gaver, er den adorerende gestus med oprakte
arme sjælden og synes i nogle tilfælde at kunne
kendetegne allerede afdøde velgørere. Se f.eks. titelside i
det såkaldte Elisabeth Psalter fra o. 1200, gengivet i Joan
A. Holladay: Herman of Thuringia as patron of the arts:
a case study, Journal of Medieval History 1990, s. 203.
277 Jfr. at Volf 1960 (note 31), s. 51ff. og 1970 (note 37),
s. 152ff. opfattede stifterne som Estrid og Sven Estridsen,
men ud fra den urigtige forudsætning, at alteret
skulle tilhøre midten af 1000­tallet. Jfr. Christiansen
1968b (note 33), s. 180 med note 52.