TAMDRUP KIRKE - Nationalmuseet

5114
Fig. 71. *(†)Frontale fra o. 1200 (A), numrene refererer
til de bevarede pladers beskrivelse (s. 5116ff., jfr. fig.
70). 1. Majestas Domini. 2­5. Evangelistsymboler. 6.
Bebudelsen. 7. Besøgelsen. 8. Hyrderne på Marken. 9
Helligtrekonger for Herodes. 10. Kongernes Tilbedelse.
11. Fremstillingen i Templet. 12. Flugten til Egypten.
13. Jesu Dåb. 14. Jesu første Fristelse. 15. Jesu anden
Fristelse. 16. Forklarelsen på Bjerget. 17. Indtoget i Jerusalem.
18. Fodtvætningen. 19. Judaskysset. 20. Piskningen.
21. Korsfæstelsen. 22. Nedfarten til Dødsriget.
Efter Tage E. Christiansen 1968, let ændret ved Marianne
Nielsen 2001. – *(†)Frontal from c. 1200 (A). The
numbers refer to the description of the preserved panels (cf. fig.
70). 1. Christ in Majesty. 2-5. Symbols of the Evangelists.
6. The Annunciation. 7. The Visitation. 8. The Shepherds in
the Field. 9 The Three Kings before Herod. 10. The Adoration
of the Magi. 11. The Presentation in the Temple. 12. The
Flight into Egypt. 13. The Baptism of Jesus. 14. The First
Temptation of Jesus. 15. The Second Temptation of Jesus. 16.
The Transfiguration. 17. The Entry into Jerusalem. 18. The
Washing of the Feet. 19. The Kiss of Judas. 20. The Scourging.
21. The Crucifixion. 22. The Descent into Hell.
vise en række enestående scener af kong Harald
Blåtands omvendelse og dåb ved præsten Poppos
jernbyrd 958­65 (fig. 88­91), som den er skildret
i Widukind af Corveys kun få år yngre krønike
(967­68). I disse scener, der øjensynligt afsluttes
med en alterstiftelse, er det som nævnt uvist (s.
5045), om den afbildede konge reelt er tænkt som
Harald Blåtand eller hans søn Sven Tveskæg, da
højmiddelalderens historieskrivning på dette og
andre punkter er fuld af modsigelser. Disse såkaldt
‘historiske plader’, der ved deres nationalhistoriske
emne har påkaldt sig særlig interesse, ville ældre
kunstforskere placere i ét og samme frontale
som de øvrige. 205 Heroverfor har Tage E. Christiansen
1968 påvist, at en sådan rekonstruktion ikke
er mulig. Det frontale, hvis midtparti med Majestas
Domini er bevaret, har herudover alene omfattet
de 17 nytestamentlige plader samt en manglende
med Jesu Fødsel (jfr. fig. 71). De ‘historiske plader’
INVENTAR • DET GYLDNE ALTER
har derfor haft en anden placering, ifølge Tage E.
Christiansen snarest på et helgenskrin med relikvier
af den S. Poppo, som vandt helgenværdigheden
gennem sin mirakuløse omvendelse af danernes
konge og folk. 206 Denne sidste formodning
hviler på den erkendelse, at pladerne med
kong Haralds/Svens omvendelse kan siges ikke
at have kongen som egentlig hovedperson, men
derimod S. Poppo (jfr. s. 5045), der da også efter
sin dåd ses nogenlunde konsekvent udstyret med
glorie. Disse plader er altså grundlæggende ikke
historiske, men tilhører den hagiografiske genre
af helgenlevneder. Deres skildring bør altså benævnes
‘Poppolegenden’, uanset om en sådan nu
har foreligget i skriftlig form, og uanset at pladerne
tillige udgør en manifestation af den pågældende
konges fromme indsats (jfr. s. 5045, 5128f.).
I det følgende vil pladerne blive beskrevet i
en fortløbende nummerering, der først omfatter
de 22 plader tilhørende det af Tage E. Christiansen
rekonstruerede frontale (A). Derefter beskrives
Poppolegendens syv plader som tilhørende et
ukendt inventarstykke (B), der kunne være det af
Christiansen formodede helgenskrin, men som
også kan have været endnu et frontale eller måske
snarere en ret lav alterprydelse ved alterbordets
bagkant, et såkaldt retabel. 207 Herefter redegøres
for nogle ornamentrester (C), der både kan
have tilhørt A og B, ligesom det gælder for nogle
ganske små stumper forgyldt kobber (D), der
er fremkommet i apsidens gulv 2001. Endelig
fremlægges Poppolegendens tekstbaggrund, inden
der i seks afsluttende afsnit søges redegjort samlet
for en række spørgsmål angående kirkens gyldne
prydelser og deres historie.
A. Et *(†)frontale fra o. 1200 (fig. 70), at dømme
efter småfigurer på midtpladen stiftet af en
dronning eller hertuginde og en snarest gejstlig
mand, ligesom en vistnok yngre mand under Kristi
fødder kan være værkets guldsmed, måske en
munk (fig. 72, 100­101). Bevaret er 22 opdrevne,
graverede og forgyldte kobberplader, mens rammeværket
er gået tabt tillige med dets ornamentborter
mm. bortset fra ovennævnte mulige rester.
Konstruktionsmæssigt har frontalet sluttet sig til
det nogenlunde samtidige i Sahl kirke (Ringkøbing
amt) og må på baggrund heraf rekonstrueres