TAMDRUP KIRKE - Nationalmuseet

5084 BYGNING • DET ROMANSKE ANLÆG
øvrige romanske arkader. Det interessante ved de
næsten helt forsvundne murpartier er imidlertid,
at de har været betydelig tykkere (ca.1,2 m) end
højkirkemurene (der kun er ca. 0,75 m) og har
trådt frem i forhold til den ovenliggende mur både
mod midtskibet og sideskibene. 125 Højden på
de to vægpiller har som minimum været 3 m.
De fremspringende vægpiller forklares bedst
som støtte for et †vestpulpitur, således som det allerede
er foreslået af Harald Langberg og Hubert
Krins (jfr. s. 5058). Et sådant galleri kan i sin enkleste
udformning blot have bestået af tømmer, der
hvilede på afsæt i de fortykkede murpartier; men
det kan også have været båret af en eller to piller
i kirkens vestende inden for den formodede vestdør.
Pulpituret har næppe været tilgængeligt udefra,
men må have haft adgang via en indvendig
trappe. Og det kan vel ikke helt afvises, at placeringen
af en senmiddelalderlig †spindeltrappe i midtskibets
sydvesthjørne (s. 5091) var bestemt af, at
der tidligere fandtes en trappe i netop denne ende
af skibet – en trappe der i givet fald har ført op til
et galleri og herfra videre til loftrummet. 126 Et indicium
for et vestpulpitur er muligvis også det forhold,
at det sengotiske tårnrum var delt i to etager
med en indskudt, øvre etage, hvis gulv var skudt
frem i tårnbuen (jfr. s. 5088). Denne etageadskillelse
kan have sluttet sig til et foranstående pulpitur
eller have været indrettet som afløser for et sådant
pulpitur hørende til det romanske an læg.
Sideskibenes apsider står nu i det indre som rundbuede,
flade blændinger, ca. 3,5×2 m og 30 cm dybe.
127 De krumme nicher, der ved væggen dækkes
af et kilestensstik, må oprindelig have haft (støbte)
halvkuppelhvælv. De har kragbånd, hvis skrå underkant
har samme profil som korbuens kragbånd,
men til forskel fra korbuen er båndene ført om på
vestsiden (jfr. syddøren). Alternicherne klinger arkitektonisk
kun dårligt sammen med midtskibets
arkader og piller, hvis kapitæler befinder sig mere
end en halv meter under nichernes kragbånd. –
Nær alternicherne er der i sideskibenes østre hjørner
(hhv. i sydøst og nordøst) en slank retkantet
pille af frådsten, ca. 20×40 cm og nu afbrudt i niveau
med kragbåndene. 128 Pillerne, hvis funktion
ikke er endeligt klarlagt, blev af Krins (jfr. s. 5058)
opfattet som forlæg for aldrig opførte hvælv.
SAMMENFATNING. Datering. Enhver vurdering af
kirkens alder må nødvendigvis tage udgangspunkt i den
dendrokronologiske analyse af de to vinduesrammer
(jfr. s. 5096), der som resultat fik, at det anvendte træ må
være fældet i de første årtier af 1100rne, eller udtrykt
med en vis usikkerhedsmargin: o. 1125. Da det yderligere
er sandsynligt, at træet i de to rammer er fældet (og
tilvirket) samtidig, må vi tro, at de to vinduer er indsat
i muren (i korets nordside og i højkirkens sydside) på
nogenlunde samme tidspunkt. Disse oplysninger giver
et vigtigt fingerpeg om arbejdets gang og må lede til
den konklusion, at kor og skib er afsluttet omtrent samtidig.
Arkitektoniske forudsætninger. Det forhold, at langhuset
er udstukket under ét, og at langmurene nederst
holder samme tykkelse (jfr. s. 5062, 5070), viser,
at bygningen fra første færd var tænkt som en treskibet
basilika. Med en datering til o. 1125 må kirken
henregnes til 2. generation af vore tidlige stenkirker,
opført på et tidspunkt, da byggeriet af f.eks. domkirkerne
i Lund og Odense var vidt fremskredent. Den
er klart yngre end Vor Frue kirke i Roskilde, der –
selvom den ikke nødvendigvis har været et direkte
forbillede – er en god repræsentant for de større, treskibede
anlæg, der allerede var rejst og indviet, da
håndværkerne tog fat i Tamdrup. En anden parallel er
kirken i Asmild ved Viborg, der dog ikke er så velbevaret
som kirken i Tamdrup.
Om bygmesterens baggrund kan vi kun gisne. Teknisk
set er der tale om godt arbejde, hvad der fremgår
alene af den kendsgerning, at den snart 900­årige bygning
stadig står her. Mindre overbevisende er måske dens
arkitektoniske udformning. Arkademurene har unægtelig
et sært undersætsigt præg – også selv om man tager
i betragtning, at langhusets gulv oprindelig har ligget
30­40 cm lavere – ligesom det ulige antal vinduer i
højkirkemurene må undre. Om arkitekten tør vi dog
tro, at han har kunnet både måle og tegne. Det bør
ikke overraske, at han øjensynligt har benyttet en af tidens
gængse måleenheder (en fod på 28,5­29 cm), og
egentlig heller ikke, at de mere komplicerede dele af
byggeriet, arkademurene med deres faste rytme mellem
pille og arkade, lader sig opløse i enkle målforhold
og proportioner.
Billedet af kirken med de lavstammede rundpiller som
et fjernt ekko af den mediterrane basilikas søjlerække
lader sig næppe opretholde, idet det langt fra er sikkert,
at midtskibet har været båret af kun runde piller. Kirken
kan meget vel – som det jævnaldrende, treskibede
anlæg i Asmild og den yngre kirke i Starup – have haft
piller af vekslende udformning, såkaldt støtteveksel, således
som også kirken i Vestervig har det.
Det er rimeligt at tro, at arkitekturen og den kalkmalede
udsmykning til en vis grad har været koordineret,
ja, bygningens uregelmæssige præg kan måske
netop forklares ud fra hensynet til og samspillet