LEDDEGIGT – - Sundhedsstyrelsen

Økonomiske forhold
De årlige amtslige meromkostninger ved behandling af leddegigt er i forhold
til en alderskorrigeret kontrolgruppe opgjort til at udgøre omkring 278 mio. kr.
Dette er imidlertid ikke et entydigt bud på omkostningerne, blandt andet
fordi entydig identifikation af leddegigtpatienter via registre ikke er mulig.
Ligeledes er der en række væsentlige omkostningsparametre, der ikke har været
mulige at inddrage i beregningerne, og omkostningerne må derfor betragtes
som mindstemål.
De TNF-alfa hæmmende lægemidler er i dag væsentligt dyrere end de traditionelle
antireumatiske lægemidler, og selvom prisen forventes at falde, i takt
med at der kommer flere biologiske lægemidler på markedet, vil anvendelsen
stadig indebære en væsentlig merudgift.
De årlige meromkostninger ved behandling med infliximab og etanercept,
som oftest gives i kombination med methotrexat, er beregnet udfra
behandling med methotrexat alene. Omkostningerne ved infliximab
i standardosering udgør i det første behandlingsår pga. initialt hyppigere
infusioner gennemsnitligt 73.000 kr. pr. patient. For etanercepts vedkommende
er meromkostningerne 110.300 kr. pr. patient det første og
de følgende år. Vedrørende infliximab er behandlingen 24.000 kr. dyrere
det første behandlingsår, sammenlignet med de efterfølgende, på grund
af initialt hyppigere infusioner.
Beregninger af meromkostninger tager ikke højde for de forventelige besparelser
som følge af et lettere sygdomsforløb.
Tre mulige behandlingsmodeller
Der er opstillet tre teoretiske modeller for en fremtidig tilrettelæggelse af den
medikamentelle behandling. Der er i den forbindelse udarbejdet behandlingsplaner,
og modellerne er belyst ud fra et lægefagligt, patientmæssigt, organisatorisk
og økonomisk perspektiv.
Model A beskriver behandling af leddegigt, hvor udelukkende langsomtvirkende
antireumatika anvendes. Der forudsættes uændret visitationspraksis
og diagnostik. Model A er tænkt som udgangspunkt for
sammenligninger med model B og C. Modellen er i sig selv ikke længere
en realitet, idet de TNF-alfa hæmmende lægemidler allerede er taget i
brug i Danmark og skønnes anvendt til behandling af ca. 400 patienter
(maj 2002).
Model B beskriver et forløb, hvor de nye lægemidler tilbydes alle nydiagnosticerede
patienter samt de øvrige patienter behandlet i speciallægeregi,
der har behandlingssvigt af langsomtvirkende antireumatika.
Modellen indebærer tillige tidlig visitation og diagnostik.
18 LEDDEGIGT – medicinsk teknologivurdering af diagnostik og behandling
Model C beskriver et forløb, hvor de nye lægemidler generelt først tilbydes,
når langsomtvirkende antireumatika ikke har haft tilstrækkelig
effekt. Også her forudsættes tidlig visitation og diagnostik.
Udfra den aktuelle behandlingsstandard forventes andelen af patienter behandlet
i reumatologisk speciallægeregi, som har behandlingssvigt af langsomtvirkende
gigtmidler, skønsmæssigt at være 10-20% af patientgruppen
med længerevarende sygdom og 10% af de patienter, som er diagnosticeret og
behandlet efter indførelsen af tidlig diagnostik.
Model A: langsomtvirkende gigtmidler
Langsomtvirkende antireumatika har kun effekt, så længe behandlingen vedligeholdes,
hvilket indebærer langtidsbehandling. For de fleste af de langsomtvirkende
gigtmidler (undtagen methotrexat) gælder, at kun et fåtal af
patienterne både har effekt og tåler behandlingen ud over 2 år. Dette forhold
indebærer hyppige præparatskift og lange perioder med utilstrækkelig sygdomshæmning,
grundet disse gigtmidlers langsomtindtrædende effekt.
Fraværet af TNF-alfa hæmmere i denne model vil medføre, at en gruppe af
svært behandlelige patienter (skønsmæssigt 10-20% af de patienter, der behandles
i reumatologisk speciallægeregi) ikke vil have adgang til et tidssvarende
behandlingstilbud. Ligeledes vil behandlingsgevinsterne ved tidlig målrettet
visitation og diagnostik ikke komme patienterne til gode. Denne model
har de laveste omkostninger.
Model B: TNF-alfa hæmmere til alle nydiagnosticerede
+ patienter med behandlingssvigt af langsomtvirkende gigtmidler
I modellen regnes der med, at alle nydiagnosticerede patienter sættes i behandling
med TNF-alfa hæmmende lægemidler (svarende til ca. 1.700 patienter årligt).
Desuden igangsættes denne behandling til de øvrige patienter, der har
behandlingssvigt af langsomtvirkende gigtmidler. Denne andel forventes at
svare til 10-20% af de leddegigtpatienter, der behandles i reumatologisk speciallægeregi,
og skønnes at andrage ca.1.600-3.300 3 patienter i løbet af en femårig
periode. Når de nydiagnosticerede medregnes vil i alt 10.100-11.800 4 patienter
være kandidater til TNF-alfa hæmmerbehandling over en 5-årig periode.
Grundet anvendelse af TNF-alfa hæmmende lægemidler vil der i denne
model, ved brug af infliximab det første år, være et merbehov for personale
svarende til 8, 16 og 10 henholdsvis læge- sygeplejerske- og sekretærårsværk,
som i det femte år er steget betydeligt til henholdsvis 29, 57 og 36 årsværk.
Personaleressourcerne er beregnet ud fra en optimal arbejdstilrettelæggelse
med samling af patienterne i centraliserede enheder. På nationalt niveau vil de
årlige meromkostninger ved brug af infliximab stige fra 136 mio. kr. det første
år til 505 mio. kr. i det femte år, hvoraf medicinudgifterne udgør 90%.
3 10-20% af (18.000-1.700) patienter er 1.630-3.260 patienter.
4 1.600-3.300 + (5x1.700) patienter er 10.100-11.800 patienter.
LEDDEGIGT – medicinsk teknologivurdering af diagnostik og behandling 19