LEDDEGIGT – - Sundhedsstyrelsen

være en tilstrækkelig metode til undersøgelse af prævalens (3). I andre nordiske
befolkningsundersøgelser er prævalensen angivet lavere og på henholdsvis
0,35% og 0,51% (3-5) (9). Ud fra hospitalsbaserede data fra et henholdsvis
større og mindre studie i Norge er prævalensen angivet til 0,47% og 0,6%
(9). I forbindelse med denne MTV-rapport blev antallet af patienter med leddegigt
fulgt i speciallægeregi i Sønderjyllands Amt opgjort til 900 (10).
Denne opgørelse baserer sig på data fra amtets reumatologiske afdeling, som
på daværende tidspunkt varetog stort set alle de reumatologiske i funktioner i
amtet (250.000 indbyggere). Denne forekomst svarer til en prævalens på
0,47%. Generaliseres disse tal er ca. 18.000 leddegigtpatienter i behandling i
speciallægeregi i Danmark.
Sygdommen kan debutere fra 15-års alderen, men de fleste (ca. 1 /3) patienter
er mellem 60 og 79 år, når sygdommen begynder (6-8).
Den årlige tilgang af patienter med nyopdaget leddegigt, hvilket kaldes incidens,
er for nylig opgjort i to norske og et finsk studie til henholdsvis 0,26
promille, 0,29 promille og 0,34 promille (6-8). Ud fra erfaringer fra Sønderjyllands
Amt, hvor en “tidlig artrit klinik” på amtets reumatologiske afdeling
var etableret, fandtes den årlige tilgang af nydiagnosticerede leddegigtpatienter
at være 90 (10). Udfra danske erfaringer skønnes den årlige tilgang af leddegigtpatienter
at være 0,4 promille af den voksne danske befolkning, svarende
til ca. 1.700 nye tilfælde årligt. I kraft af sin hyppighed og de alvorlige konsekvenser
af sygdommen udgør leddegigt således et væsentligt sundhedsproblem
i den danske befolkning.
Hvis dette system anvendes, er det muligt med stor sikkerhed at skelne patienter
med leddegigt fra andre sygdomme, som den kan forveksles med, f.eks.
slidgigt, psoriasisgigt og urinsyregigt. Kriterierne har dog begrænset værdi tidligt
i forløbet, hvor sygdomsbilledet endnu ikke er fuldt udviklet. Dertil kommer,
at det i adskillige undersøgelser er vist, at det kræver stor erfaring og
øvelse at diagnosticere ledhævelse ved almindelig lægelig undersøgelse.
Det var tidligere den almindelige opfattelse, at leddegigt var en godartet sygdom
uden overdødelighed. Inden for de senere år er der imidlertid tilvejebragt
et mere nuanceret billede af sygdommen og behandlingsmulighederne. Dette
har bl.a. betydet, at tidligere tiders mere afventende holdning til behandling
af leddegigt i stigende grad erstattes af en mere offensiv behandlingsstrategi.
Leddegigt behandles ikke med medicin alene, men suppleres med kirurgiske
indgreb, fysisk træning, instruktion i ledaflastning og sygdomsmestring, anvendelse
af hjælpemidler, undervisning samt social støtte. Denne brede indsats
ydes via et tværfagligt behandlingsteam bestående af reumatologer, reumakirurger,
sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, socialrådgivere og evt.
psykologer.
Leddegigtens væsentligste kendetegn er, at de led, der rammes af betændelsesprocesserne,
bliver hævede og smertefulde med deraf følgende hæmmet funktion.
Sygdommen er kronisk og medfører i de fleste tilfælde, at der gradvist
udvikles et stigende antal ledskader og deformiteter, som medfører yderligere
nedsat funktion og ofte erhvervsevnetab, samt forringet livskvalitet og psykosociale
belastninger. En del leddegigtpatienter bliver efter en periode nødt til at
forlade arbejdsmarkedet og gå på helbredsbetinget førtidspension. For andre
lykkes det at fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet ved etablering af s-
tillinger på særlige vilkår. Sygdommen indebærer således en nedsat livstidsindkomst
og øgede sundhedsudgifter både for den enkelte og for samfundet.
Diagnosen leddegigt kan ikke stilles på grundlag af et enkelt symptom, blodprøve
eller røntgenundersøgelse. Der er derfor udviklet et internationalt anerkendt
kriteriesæt, som baserer sig på de mest karakteristiske kendetegn ved
leddegigt, jf. bilag 3.
48 LEDDEGIGT – medicinsk teknologivurdering af diagnostik og behandling
LEDDEGIGT – medicinsk teknologivurdering af diagnostik og behandling 49