LEDDEGIGT – - Sundhedsstyrelsen

6.5.6 Diskussion af beregninger
Ovenstående konsekvensberegninger viser, at introduktion af behandling
med TNF-alfa hæmmere er forbundet med betydelige omkostninger for sundhedsvæsenet.
Beregningerne fokuserer på forskel i modellernes patienttilgang, i
medicinomkostninger og behandlingsfrafald. Følsomhedsanalyserne viser, at
alle tre parametre har overordentlig stor betydning for omkostningerne.
Tidshorisonten for konsekvens-analyse-modellen er begrænset til 5 år, idet
modellering ud over denne periode ville være meget spekulativt i betragtning af
den betydelige vidensøgning og udvikling, som præger området blot på kort sigt.
6.6 Sammenfatning
I dette kapitel er der foretaget en række sundhedsøkonomiske vurderinger
vedrørende behandling af leddegigt. De skønnede meromkostninger forbundet
med følgende forhold beskrives: udgifter til behandling af sygdommen før
fremkomsten af TNF-alfa hæmmere, indførelse af tidlig visitation og diagnostik
samt en mere eller mindre udbredt behandling med de nye biologiske lægemidler,
TNF-alfa hæmmerne infliximab og etanercept. Heraf er der fremkommet
følgende:
De årlige amtskommunale meromkostninger til behandling af patienter
med leddegigt er beregnet til at udgøre omkring 278 mio. kr. Dette er
imidlertid af flere grunde ikke et entydigt bud på omkostningerne,
blandt andet fordi identifikation af leddegigtpatienter via registre er
vanskelig. Omkostningen må ligeledes betragtes som en minimumsvurdering,
idet en række væsentlige omkostninger, bl.a. i den primære plejeog
omsorgssektor, samfundsmæssige produktionstab og sociale transfereringer,
ikke er indregnet.
Indførelse af tidlig visitation og diagnostik af leddegigtpatienter medfører
en årlig omkostningsøgning på mellem 5,6 mio. kr. og 8,9 mio. kr., afhængigt
af, om den beregnes som nominel driftsomkostning eller DRGomkostning.
Hertil kommer en initial meromkostning til fremrykning
af behandlingstidspunkt på mellem 1,5 mio. kr. og 4,6 mio. kr. Tidlig
diagnostisk udredning og behandling forventes at kræve en øget bemanding
på omkring 10 årsværk årligt. Herudover vil den initiale fremrykning
af henvisnings- og behandlingstidspunktet medføre et merforbrug
på omkring 3 årsværk det første år. Selve implementeringsomkostningerne
af tidlig diagnostik, dvs. information og motivering af de
praktiserende læger, er skønnet til at udgøre ca. 4,5 mio. kr.
De driftsøkonomiske omkostninger ved behandling med TNF-alfa hæmmere
er beregnet som gennemsnitlige meromkostninger sammenlignet med
behandling med methotrexat alene. Således er de gennemsnitlige meromkostninger
til behandling med TNF-alfa hæmmeren infliximab i det
første behandlingsår beregnet til 73.000 kr. pr. patient, der påbegynder
behandlingen. Det tilsvarende tal for TNF-alfa hæmmeren etanercept
er 110.300 kr. En følsomhedsanalyse, hvor centrale parametre ændres,
viser, at disse tal kan svinge mellem henholdsvis 60.000-139.000 kr. og
87.000-165.100 kr.
Der er foretaget en driftsøkonomisk konsekvensvurdering af en henholdsvis
mere udbredt (som beskrevet i behandlingsmodel B) og mindre udbredt
(som beskrevet behandlingsmodel C) anvendelse af TNF-alfa hæmmere,
som baserer sig på meromkostninger i forhold til behandling med methotrexat
alene. De årlige meromkostninger ved model B skønnes over en
5-årige periode ved anvendelse af infliximab at øges fra 136 mio. kr. til
505 mio. kr., og ved anvendelse af etanercept fra 169 mio. kr. 942 mio.
kr. De årlige meromkostninger ved model C, der repræsenterer en mere
begrænset brug af TNF-alfa hæmmere, skønnes over en 5-årig periode
at øges ved behandling med infliximab fra 57 mio. kr. til 126 mio. kr., og
ved behandling med etanercept at øges fra 71 mio. kr. til 240 mio. kr.
Følsomhedsanalyser viser, at omkostningerne for begge stoffer generelt
er meget påvirkelige over for ændringer i patienttilgang, anvendte medicindoseringer
og patientfrafald samt medicinspild. Ved model B vil
behandling med infliximab kræve en øget bemanding på omkring 34
årsværk det første år, stigende til 122 det femte år. Tilsvarende vil etanercept
kræve en øget bemanding på 4 årsværk det første år, stigende til
6 det femte år. Ved model C vil behandling med infliximab kræve en
øget bemanding på omkring 14 det første år, stigende til 31 det femte år.
Tilsvarende vil etanercept kræve en øget bemanding på 1,7 det første år
faldende til 1,2 det femte år.
Det skal påpeges, at beregningerne vedrørende både indførelse af tidlig visitation
og diagnostik, TNF-alfa hæmmer behandling og konsekvensvurderinger
ved behandlingsmodellerne B og C, ikke inkluderer interventionens forventelige
positive helbredsmæssige og afledte ressourcemæssige konsekvenser, idet
datagrundlaget hertil er for sparsomt.
Det kan konkluderes, at den omkostningsmæssige indsats ved indførelse af tidlig
visitation og diagnostik ikke synes betydelig. Det er anvendelsen af TNFalfa
hæmmende lægemidler derimod. Beregningerne har dog samtidig vist, at
der er afgørende forskel på omkostningerne forbundet med en mere udbredt
kontra en mere begrænset anvendelse. Det vil således være af stor betydning
for de sundhedsmæssige omkostninger, om patienter umiddelbart efter diagnosticering
af sygdommen starter med de nye lægemidler eller først påbegynder
behandling med disse, når virkningen af de ældre og billigere gigtmidler
har vist sig at være utilstrækkelig.
134 LEDDEGIGT – medicinsk teknologivurdering af diagnostik og behandling
LEDDEGIGT – medicinsk teknologivurdering af diagnostik og behandling 135