LEDDEGIGT – - Sundhedsstyrelsen

Lov om dagpenge ved sygdom og fødsel forpligter til, at der etableres en opfølgende
kontakt mellem den bevilgende myndighed og den sygemeldte med
henblik på at forebygge udstødning fra arbejdsmarkedet. I henhold til den sociale
lovgivning er der mulighed for omskoling samt revalidering ved uddannelse
og i tilknytning til virksomheder. Forskellige former for støttet beskæftigelse,
hvor arbejdsgiveren kompenseres for nedsættelse af arbejdstiden (eller sygdomsperioder),
eller hvor deltidsarbejde suppleres med sygedagpenge, er også
relevante muligheder for leddegigtpatienter, der har en vis arbejdsevne i behold.
For patienter med mere fremskreden sygdom, findes der – indeholdt i Lov om
social pension – en lovgivning for økonomisk kompensation ved varigt nedsat
erhvervsevne, bl.a. i form af førtidspension. For at komme i betragtning hertil
kræves i dag, at alle relevante aktiverings- og revalideringsforanstaltninger og
behandlingsmuligheder har været afprøvet. Mens det tidligere var den syge
selv, der kunne ansøge om førtidspensionen, varetages dette i dag udelukkende
af kommunen. Efter ændringerne er der ifølge Den sociale Ankestyrelse
sket et drastisk fald i antallet af bevillinger til leddegigtpatienter (fra 450 til
188 i perioden 1997-2000) (27).
I mødet mellem patienten og sagsbehandleren i det kommunale regi kan forskellige
opfattelser af forventninger og krav skabe misforståelser, som kan
være med til at mindske patientens muligheder for at opnå støtte i det offentlige
system. Mens patienten ud fra sit behov forventer råd og vejledning af
sagsbehandleren, kan denne have en forventning om, at patientens selv skal
agere som aktiv deltager i processen. Eventuel usikkerhed over for egen og
sagsbehandlerens rolle underbygges yderligere af det sociale systems kontrolfunktioner.
Med henblik på at undgå utryghed hos patienter/klienter og for
at opnå de bedst mulige arbejdsmetoder, er der i forbindelse med en kommende
pensionsreform (fra januar 2003) af Socialministeriet udviklet en metode
til god sagsbehandling på førtidspensionsområdet (28).
4.2 Modellerne i patientperspektiv
I kapitel 3 introduceredes tre forskellige modeller vedrørende medikamentel
behandling. Ved valg af model A fravælges de TNF-alfa hæmmende lægemidler
helt. Dette har som konsekvens, at den svært behandlelige patientgruppe i
denne model er henvist til successiv behandling med langsomtvirkende gigtmidler
og som regel behandling med større doser binyrebarkhormoner for at
opretholde en tålelig tilværelse.
I de to øvrige modeller, B og C, indgår behandlingen med de nye lægemidler
i henholdsvis udbredt og mere begrænset grad. I model B, hvor TNF-alfa
hæmmere vælges som førstevalgspræparat, vil nydiagnosticerede leddegigtpatienter
formentlig opleve en hurtigere indsættende bedring end ved behandling
med gigtmidlet methotrexat. Efter 6 måneder skønnes behandling med
TNF-alfa hæmmere imidlertid ikke længere at have nogen større behandlingsfordel
frem for methotrexat. For patienter med svært behandlelig sygdom
vil flertallet opleve, at TNF-alfa hæmmende behandling bevirker en hurtig
og kraftig indtrædende bedring af sygdomsaktiviteten, idet bl.a. smerter,
ledstivhed og funktionsevnetab bedres betydeligt.
Ved valg af model C vil flertallet af patienter med svært behandlelig sygdom
ligesom i model B opnå en hurtig og kraftig indtrædende bedring af sygdomsaktiviteten,
hvor smerter, ledstivhed og funktionsevnetab mindskes betydeligt
under behandling med TNF-alfa hæmmere. Ligeledes er det påvist,
at TNF-alfa hæmmere bringer ledskadeforværring næsten til ophør i denne
patientgruppe. Valg af model C indebærer således, at patienter, der før fremkomsten
af de nye lægemidler var håbløst syge og uden effektive behandlingsmuligheder,
nu kan fatte fornyet håb om en tilværelse uden ulidelige smerter
og vedvarende tiltagende invalidering.
4.3 Sammenfatning
Trods den mere effektive medicinske behandling må de fleste patienter stadig
leve med kroniske smerter, aftagende funktionsevne og påvirket almentilstand.
Selvom leddegigt manifesterer sig på forskellig vis, oplever de fleste leddegigtpatienter
igennem sygdomsforløbet krisereaktioner. Jo dårligere patienten
er i stand til at mestre sin gigt, jo større er risikoen for at udvikle depression
og lide af stærke smerter. Blandt patienter med 6 til 10 års vedvarende leddegigt
har ca. halvdelen måttet opgive tilknytningen til arbejdsmarkedet. Langsomtvirkende
gigtmidler har en betydelig effekt på smerter, ledstivhed og funktionsevnetab.
Ved utilstrækkelig effekt af langsomtvirkende gigtmidler bevirker behandling
med TNF-alfa hæmmere en væsentlig bedring af samme gener.
Ved Model A, hvor anvendelse af TNF-alfa hæmmere er helt fraværende,
overlades den hårdest ramte patientgruppe til fortsat at lide svære smerter og
acceptere tiltagende invalidering. Ved Model B tilbydes alle nydiagnosticerede
leddegigtpatienter TNF-alfa hæmmere som førstevalgspræparat. Patienten
oplever en hurtigt indtrædende bedring vedrørende smerter, ledstivhed og
funktionsevnetab, som på længere sigt ikke er påvist at være større end den
bedring, som langsomtvirkende gigtmidler medfører. Desuden er der en vis
usikkerhed om, hvorvidt TNF-alfa hæmmere har ukendte alvorlige langtidsbivirkninger.
De øvrige patienter tilbydes behandling, som beskrevet i model
C. Ved Model C vil de patienter, der ikke har effekt af langsomtvirkende antireumatika,
ligeledes få en væsentlig bedring vedrørende smerter, ledstivhed og
funktionsevnetab og få mulighed for at opnå en tålelig tilværelse – med måske
et næsten totalt ophør at yderligere invaliditet.
96 LEDDEGIGT – medicinsk teknologivurdering af diagnostik og behandling
LEDDEGIGT – medicinsk teknologivurdering af diagnostik og behandling 97