LEDDEGIGT – - Sundhedsstyrelsen

som amerikanske sundhedsmyndigheder med henblik på registrering til behandling
af leddegigt. Herudover er flere andre biologiske lægemidler under
afprøvning.
Det er for tidligt at afgøre, om behandling med TNF-alfa hæmmere i fremtiden
vil inkludere flere patienter, end denne rapport anbefaler. De hidtidige
studier har fortrinsvis været baseret på lægemidlernes anvendelse hos svært behandlelige
patienter, hvor de har kunnet minimere de fysiske og psykiske følger
af leddegigten betydeligt. Fremtidige undersøgelser må afklare, hvorvidt
stofferne på lang sigt har en acceptabel bivirkningsprofil, og hvorvidt de har
en større behandlingsfordel frem for langsomtvirkende gigtmidler i en bredere
patientgruppe eller tidligere i forløbet. Inden for de kommende 2-3 år vil der
foreligge viden om disse aspekter.
Forslag vedrørende evaluering af tidlig visitation og diagnostik
samt anvendelse af nye lægemidler
De i rapporten beskrevne udviklingstræk, organisationsmuligheder og konsekvenser
lægger op til, at den videre udvikling på leddegigtområdet bør følges
tæt. En etablering af en landsdækkende klinisk database vil tilvejebringe et
vigtigt instrument hertil. Som et supplerende tiltag vil det være relevant, inden
for en tidsramme på 2-3 år, at iværksætte en opfølgende evaluering. Evalueringen
skal belyse, i hvilken udstrækning rapportens resultater og anbefalinger
er blevet nyttiggjort. Det er hensigtsmæssigt allerede på nuværende tidspunkt
at pege på områder, der kan være genstand for en evaluering.
Her vil den fremtidige udvikling vedrørende tidlig visitation og diagnostik af
leddegigt være et vigtigt felt. Som oplagte fokuspunkter, hvor evt. betydningen
af geografiske forhold vurderes, kan nævnes overholdelse af anbefalede tidsfrister
for: undersøgelse hos praktiserende læge, henvisning til speciallæge,
undersøgelse hos speciallæge.
Hvad angår selve behandlingen af leddegigt, er det selvskrevet, at der bør følges
op på evidens og prisudvikling inden for nye lægemidler. Hertil kommer
en belysning af, hvilke af de i rapporten beskrevne behandlingsmodeller der er
blevet realiseret og hvor. De anvendte modeller kan evalueres mht. ændringer i
patientantal, lægemiddelforbrug, omkostninger, personaleforbrug, virkning af
stofferne og eventuel indikationsskred. Også patienternes egen oplevelse af
eventuel ændret behandlingssituation og -forløb bør indgå. Endelig ville det
være interessant at se tilbage på, hvorvidt tidlig diagnostik og nye lægemidler
har haft indflydelse på strukturelle og samarbejdsmæssige forhold inden for
behandlergruppen ved leddegigt.
Foruden medikamentel behandling findes der en række andre
metoder til behandling af leddegigt.
Reumakirurgi foretages for at bevare patientens funktionsniveau
inden funktionstabet bliver for stort. Indikationen er
først og fremmest smertelindring, dernæst rekonstruktion af
deformitet eller instabilitet og endelig kosmetisk. Fysioterapi
og ergoterapi forsøger på forskellig vis at minimere generne
fra leddegigt ved at forebygge og afhjælpe uhensigtsmæssige
fysiske/psykiske belastninger samt ved at vedligeholde eller
genoptræne bevægeapparatet. Psykologisk behandling og
patientundervisning kan begge være medvirkende til at
hjælpe patienten med bedre at leve med sin sygdom og øge
den enkelte patients viden om sin sygdom.
Ikke-medikamentel behandling
– status over evidens for effekt
DEL 2
144 LEDDEGIGT – medicinsk teknologivurdering af diagnostik og behandling