The North Atlantic Fisheries, 1100-1976 - University of Hull

along which the fishery is carried out has a length of about 500 nautical miles. Under
a stay of several months in these waters with their innumerable dangers of ice, fog,
storms, skerries, and with only a few remedies for the navigation the Faroese have
just one solid base, the Færingehavn. Since 1927 the Faroese have been allowed to
fish inside the three nautical miles’ limits, but this access to fish near the skerries in
itself contains extra dangers threatening the ships in this yet insufficiently charted
water.—The Faroese population under these circumstances has the greatest interests
in the implementation of alterations to the existing order to promote greater security
to the Faroese fishermen concerning human life and equipment. Furthermore, the
Faroese side expresses the strongest of wishes to obtain such adaptions concerning
the access to those grounds where the cod at a given time may be found that the
Faroese vessels can return with the highest possible profit from the work of the
season. 163
The Greenlandic Department expressed sympathy for the Faroese
proposals. But only as far as it could be exercised without endangering
163 The considerations were open and put forward in mutual respect. In a condensed
version the minutes from the proceedings were printed in Rigsdagstidende, Tillæg A
(Annex A, reports etc.), column 4655ff. The Faroese report is printed in Lagtingstidende,
1938, as ‘Grønlandsmál’. A summary of the Faroese opinions and those of the Grønlands
Styrelse on behalf of the Greenlanders is printed in Rigsdagsårbogen, 1938/39 129-130.
The Faroese arguments (English translation in the main text) in Danish are as follows:
“Naar de færøske Fiskekuttere nu i en Aarrække i stort Antal har søgt til Grønland for at
drive Torskefiskeri, maa Grunden hertil søges i den haarde Nødvendighed; Fiskeriet
omkring Færøerne er praktisk talt betydningsløst som Følge af de udenlandske Trawleres
Virksomhed, og Islandsfiskeriet har været i stadig Tilbagegang paa Grund af
Fiskebestandenes Svigten. Grønlandsfiskeriet har da været det eneste Fiskeri, som kunde
give Erhvervet Eksistensmulighed, og der gaar hvert Aar i Maj-Juni 80 á 100
Smaafartøjer fra Færøerne til Grønland paa Fiskeri. De har en samlet Besætning paa
omkring 2 500 eller helt op til 3 000 Mand, næsten Halvdelen af den voksne mandlige
Befolkning. — Det færøske Torskefiskeri foregaar imidlertid under overordentlig
vanskelige og farefulde Forhold for Fiskerne. Det Skibsmateriel, Færingerne raader
over, er for den overvejende Del gammelt og lidet modstandsdygtigt. Afstanden fra
Færøerne til Færingernes Hovedstation ved Grønland, Færingehavnen, er ca. 1 700
Sømil. Kysten, langs hvilken Fiskeriet foregaar, har en Udstrækning af ca. 500 Sømil.
Under Maaneders Ophold i dette Farvand med dets utallige Farer, Is, Taage, Storme,
Skær med faa Hjælpemidler for Navigationen, har Færingerne kun eet fast Støttepunkt,
Færingerhavnen. Der er vel siden 1927 givet Færingerne Adgang til paa en ca. 150
Sømil lang Strækning at fiske inden for 3 Mile-Grænsen, men denne Adgang til at fiske
inden for Skærene indeholder i sig selv forøgede Farer, der truer Skibene i dette, endnu
mangelfuldt kortlagte Farvand. — Den færøske Befolkning har under disse Forhold den
allerstørste Interesse i at faa gennemført Ændringer i den bestaaende Ordning, der kan
hjælpe til at give de færøske Fiskere større Sikkerhed for Mennesker og Materiel. Man
nærer desuden fra færøsk Side de stærkeste Ønsker om at faa saadanne Lempelser med
Hensyn til Adgangen til de Steder, hvor Torsken til enhver Tid findes, at de færøske
Skibe kan hjemføre det bedst mulige Udbytte af Arbejdet i Sæsonen”.
81