Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

Borgerne kan forblive i aktiveringsregi på ubestemt tid. Aktivering som
en trædemølle.
Aktiverede har ingen faglige rettigheder, og arbejdet virker umyndiggørende
på mange.
Det fremføres, at man gennem lovgivningen forsøger at sætte et vist fokus
på “kunnen” frem for “mangler” ved bl.a. at benytte sig af “arbejdsevnebegrebet”
frem for “erhvervsevnetabs-begrebet”. Dette kan umiddelbart
fremstå motiverende og hensigtsmæssigt, men det forekommer problematisk,
når man kombinerer det med en tvangsmæssig foranstaltning: at
man ikke bare kan – men skal – arbejde, såfremt man ikke er helt nedslidt.
Herved bliver dagsordenen for mange, modsat intentionerne i lovgivningen,
at fremstille sig selv så ringe som muligt.
Når man stikker et stik dybere, virker det i stedet som om, lovgivningen
sætter fokus på fejl og mangler: Når man har brug for forsørgelse (kontanthjælp),
har man pr. definition også brug for indsatser. Aktivering skal
afhjælpe fejl og mangler hos den enkelte. Herved forekommer der samtidig
en tilsløret legitimering og ansvarsforskydning. Det er således ikke
længere samfundets, konjunkturernes eller det politiske systems ansvar,
det bliver udelukkende den enkelte borgers manglende kvalifikation og
indsats, der er afgørende for situationen. Parallelt med denne ansvarsforskydning
forekommer der en (risiko for en) nedbrydning af den enkelte
kontanthjælpsmodtagers selvværd og gejst. Såfremt man gennem længere
tid springer fra det ene aktiveringstilbud til næste, ender det med, at kontanthjælpsmodtageren
selv implementerer denne “utilstrækkelighed” og
– frem for at kæmpe videre – allierer sig med ligestillede og bebrejder politiske
strategier m.v. De fleste affinder sig med deres manglende værd for
samfundet og opgiver troen på noget andet. Således er “Landsorganisationen
af Arbejdsledige” (www.ladk.dk) det eneste offensive organ. De taler
om deres grundlovssikrede rettigheder og forsøger således at vende
anklagen mod den danske stat.
Mange tilhængere af den aktive socialpolitik erkender efterhånden, at det ikke
virker befordrende at give alle “et kærligt spark” for at komme videre i eget
liv. Selvom der er nogle, der kommer videre, er der alt for mange, der ikke
profiterer heraf. Resultaterne af den førte aktiveringspolitik virker umiddelbart
forblændende positive, men kritikere taler om, at man har skummet fløden
(de mest velfungerende er ude i arbejde og forskellige ordninger, mens
restgruppen, dem med andre problemer end ledighed, stadig befinder sig i
aktiverings trædemøllen – eller har mistet forbindelsen til samfundet. Denne
“restgruppe” vil ikke blive mindre med årene. Når man sammenholder dette
med, hvor svært det forekommer at få tildelt en førtidspension, fremstår der
nogle åbenlyse problemer, som jeg formoder vil øge presset for en form for
varig hjælp).
Kunne man udforme en social- og arbejdsmarkedspolitik, som dels udgør et
alternativ til den tidligere “sejle-sin-egen-sø-linje” såvel som til 1990ernes
“aktivlinje”? Er det muligt at kombinere disse tilgange ved at føre en politik,