Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

I Kærlundsmarken blev husene også bygget i 1930erne. Det var både øvre og
nedre lag af middelklassen, der flyttede ind. Mange huse er opført som toog
trefamilies huse, men i dag bor der kun een familie i de fleste. Det var et
kvarter med mange forretninger, med hjemmearbejdende husmødre og børn,
der legede i haverne og i de tilstødende kolonihaver. I de seneste år er der
sket et omfattende generationsskifte, forretningerne er forsvundet, børnene
går ikke i de samme skoler, og de kender ikke hinanden. De voksne møder
ikke hinanden gennem børnene, og de er på arbejde om dagen. Beboerforeningen
er den organisation, de voksne mødes om. Den blev dannet i 1993. Sagen
omkring Skurbyen har uden tvivl haft en integrerende effekt på beboerne.
Forskellene i indstilling til de hjemløse ser altså ud til for det første at skyldes,
at der i området omkring Suensonsgade er rester af en kollektiv kultur
med ideer om gensidig hjælp, ansvarlighed og social forståelse. I Kærlundsmarken
føler færre beboere sig forbundet med en tidligere kollektiv kultur.
For det andet, at husejerne i Kærlundsmarken er bange for faldende huspriser.
For det tredje, at der er flere børnefamilier i Kærlundsmarken. Og endelig
kan den mindre modvilje i Suensonsgade skyldes, at afdelingsbestyrelsen
ikke samlede beboerne til en protest, sådan som det skete i Kærlundsmarken.
Sammenfattende lettes integration af usædvanlige og udstødte mennesker,
når kendskabet til dem øges. Og accepten bliver mere omfattende, når der er
lokale traditioner for social forståelse og vilje til kontakt. Hvis denne er fraværende,
bliver der i bedste fald tale om fredelig sameksistens. I værste fald
vil naboerne modarbejde integrationen (Jørgensen, 1999).
Beboerundersøgelsen har kun handlet om beboernes hverdagsliv i de to boligområder
og om deres indstillinger til de to projekter for hjemløse. Der er
ingen tvivl om, at integrationen også er lettet af, at personalet i Skurbyen og
Opgangsfælleskabet har taget beboernes protester til sig. De ansatte har forholdt
sig åbne over for naboerne, har inviteret på kaffe, har taget klager over
problemer alvorligt og har været omhyggelige med at få de hjemløses boliger
til at fremstå som integrerede i området.
Samtidig har der været ansat en miljømedarbejder og en uddannelseskonsulent
i Brobyggerselskabet. De har ved møder, ved information, ved en telefonliste
til nøglepersoner, der kan tilkaldes umiddelbart, når det er nødvendigt,
og ved undervisning af ejendomsfunktionærer, hjemmehjælpere og
hjemmesygeplejersker tilført områderne – især Suensonsgade – nogle ressourcer,
der kan lette integrationen af andre beboere end de hjemløse (Bech-
Jørgensen, 2000). Det kan være beboere, som er blevet demente eller sindslidende,
eller beboere, som af andre grunde har svært ved at klare sig i hverdagen.
Men det er en anden historie.