Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

i vores hus, bliver overrasket over, hvor mange steder de kan gøre gavn med
deres engagement og tid.
Den statslige og politiske interesse for det frivillige sociale arbejde er med
indførelse af § 115 også forsøgt dagsordensat ude i kommunerne. Det er mit
indtryk som oplægsholder i en række kommuner, at der er opmærksomhed
på området, men også tvivl og usikkerhed på, hvordan dette arbejde kan og
skal udvikles. “Standardkonceptet” er, at kommunen helt eller delvist udbetaler
de øremærkede midler til de frivillige foreninger ud fra nogle politisk
opstillede kriterier, mange steder er der nedsat frivilligråd, og mange steder
afholdes et årligt orienteringsmøde. Men det handler jo om den “tekniske”
del af samarbejdet. Kodeordene for et godt samarbejde må være en respektfuld
og ligeværdig dialog båret af oprigtig interesse for hinandens synspunkter
og erfaringer. Samt den grundlæggende lyst til og tro på, at et bredt folkeligt
engagement er værdifuldt for enhver kommune. Der er efter min opfattelse
stor fokusering på, hvad de aktive frivillige kan udføre – altså fokus på
selve aktiviteterne – men selve den demokratiske debat, hvor andre synspunkter
og erfaringer får plads og bliver hørt, er mindst lige så væsentlig.
Frivilligheden har næppe nogensinde været genstand for så rosende omtale
som for øjeblikket. Ingen politiker med respekt for sig selv underlader at
nævne det frivillige engagement, dets værdi og dets uundværlighed. Der tales
om frivilligheden, skrives om frivilligheden – og frivilligheden “tænkes
ind” i mange sammenhænge. Konsekvensen bliver et rosenrødt og under tiden
urealistisk syn på, hvad frivilligheden kan udrette. Og det henleder tankerne
på, om vi er ved at skabe en samfunds konstruktion, hvor udviklingen
peger på større udstødelse af mennesker, større polarisering mellem “dem
der klarer sig” og “dem der ikke klarer sig”. Hvor det moderne samfund stiller
større og større krav til den enkelte om at iscenesætte sit eget liv og sine
egne successer – og hvor forældregenerationens erfaringer og traditioner bliver
mindre og mindre brugbare. Men det bliver alt sammen legitimt og “spiseligt”,
fordi vi samtidig begejstret kan glæde os over civilsamfundets potentiale
og de frivillige foreninger og menneskers kompetence som netværksskaber.
Debatten og forventningerne må ned på jorden, så vi på een gang
anerkender menneskets kraft og energi, når det sammen med andre “tager
livet i egen hånd” og sammen med andre påvirker den offentlige debat – og
så vi samtidig også erkender og accepterer, at humanitet og solidaritet ikke
alene skal udleves i civilsamfundet, men i hele samfundet.