Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

3
til det arbejdsliv, som udfoldes i “det normale liv”, som flere arbejdsløse benævner
livet uden for aktiveringsverdenen.
Kritikken handler alt i alt om folk, der føler sig fejlplaceret af den ene eller
anden grund. Nogle bliver mod deres vilje kategoriseret som svage og tunge
personer, der antages at have brug for socialpædagogisk hjælp i et hyggeligt
kommunalt projekt, mens andre kategoriseres som dovne personer, der skal
ud på arbejdsmarkedet – koste hvad det vil. Da kritikken således berører noget
helt centralt i socialpolitik, nemlig selve den kategoriseringsproces, der
er grundlaget for socialt arbejde – eller visitationsprocessen, for at blive i det
kommunale sprog – er den naturligvis nødvendig at forholde sig til. Er det
fx en uproblematisk proces at afgøre, om en arbejdsløs er tung eller doven,
om hun skal det ene eller andet sted hen?
Når jeg i de næste afsnit analyserer den kultur, der kan siges at kendetegne
henholdsvis de socialpædagogiske projekter og de arbejdsmarkedsrettede
projekter, er det for at vise, at den – om end smukke – intention om, at det offentliges
hjælp skal være individuelt tilrettelagt med udgangspunkt i den enkeltes
særlige situation, som det vist hedder i lovgivningen, i praksis kan være
svær at gennemføre. Forestillingen dækker nemlig over en problematisk
antagelse om, at den arbejdsløses situation kan betragtes som en objektiv
størrelse, der betyder, at fx fem forskellige ansatte i samråd med den arbejdsløse
hver især vil finde frem til den samme løsning for den arbejdsløse. Målet
om objektivitet er umuligt, fordi aktivering udspiller sig i en ganske bestemt
kontekst, som blandt andet kan karakteriseres ved, at de arbejdsløse er tvunget
til at modtage hjælpen, hvilket nødvendigvis betyder, at de tages med på
råd i det omfang – og kun i det omfang – den ansatte finder det rigtigt. Og
her får den ansattes personlige opfattelse af sit arbejde, traditionen i projektet,
i hjælpearbejde mere generelt m.v. stor indflydelse. Det kan godt være,
at Hygum ønsker større medindflydelse og medansvar af den arbejdsløse,
men så længe dette ikke får konkret betydning for de strukturer, som danner
ramme om arbejdet, er det svært i praksis at se, hvordan den enkelte arbejdsløse
strukturelt kan sikres medindflydelse.
Uden at kunne dokumentere det statistisk vil jeg vove den påstand, at det
fortsat er den socialpædagogiske ideologi, som råder i mange kommunale
aktiveringsprojekter. Begrundelsen for den mere “bløde” tilgang var i 1996
(da jeg første gang fik indblik i en kommunes tilrettelæggelse af aktiverings-
3 indsatsen) – og er fortsat – forestillingen om, at de arbejdsløse tilhører de så-
kaldt svage og tunge og derfor ikke vil kunne honorere de krav, der stilles på
det ordinære arbejdsmarked. Hvorvidt denne forestilling er rigtig eller forkert,
vil jeg ikke forfølge nærmere, men blot se på de konsekvenser opfattelsen
af de arbejdsløse som tunge og svage får for indsatsens tilrettelæggelse.
Se i øvrigt mit kandidatspeciale, Mik-Meyer (1998) eller den omskrevne version
(1999).