Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

de frivillige ikke-kommercielle foreninger, de private og uformelle netværk
og familien. Huset Mandag Morgen har netop udgivet et debatoplæg om den
nye velfærdsbevægelse. Et spændende oplæg, der netop tager sit udgangspunkt
i civilsamfundet og den enkelte borger som “velfærdsproducent”.
“Derfor bør borgernes egne selvorganiserede aktiviteter komme i
fokus i velfærdsdebatten. De organiserer og er aktive i det danske
civilsamfund. De skaber derved meget af den velfærd, der i realiteten
er den mest efterspurgte, nemlig mening, identitet og netværk.”
Det er præcis de ressourcer, som i stor udstrækning er repræsenteret i de frivillige
foreninger og netværk i Aalborg. Tilsammen dannes der et net af samvær,
aktivitet, hjælp og erfaringsudveksling, som den enkelte borger kan træde
ind i. Både som den person, der ønsker at give noget af sin tid og sit engagement
– og undertiden som det menneske, der behøver hjælp og støtte i en
aktuel situation. Der er sket en tydelig udvikling gennem de 8 år De Frivilliges
Hus i Aalborg har eksisteret. I dag forekommer det helt naturligt, at mennesker
orienterer sig mod denne “verden”. Når sygeplejersken går på efterløn,
melder hun sig på inspirationskursus i huset for at undersøge, hvor hun
vil være aktiv. Når kvinden, som har været indlagt på psykiatrisk afdeling,
står for udskrivning, kommer hun og efterspørger netværk og samvær med
andre. Når moderen i samarbejde med socialforvaltningen skal forholde sig
til, om hendes søn skal på ungdomspension, så ringer hun for at høre, hvordan
hendes rettigheder og muligheder er. Det er min klare opfattelse, at
mennesker i højere grad nu end tidligere naturligt orienterer sig i det civile
samfund for at være aktive og for at finde meningsfulde fællesskaber.
Som jeg nævnte indledningsvis, er der heller ikke tvivl om, at det er et politisk
mål at fremme denne civile deltagelse. Men hvilke faktorer virker henholdsvis
fremmende og hæmmende på menneskers aktive deltagelse? Det
er vigtigt, at der ikke er en masse lovgivningsmæssige forhindringer i, hvad
det enkelte menneske kan og må. Selvom reglerne omkring dagpengemodtagere
og efterlønnere blev revideret for et par år siden, ligger der fortsat et
forenklings- og oprydningsarbejde. Der hersker stor usikkerhed i forhold til,
hvad det enkelte menneske må uden at risikere sit indkomstgrundlag – og
det forekommer som en urimelig forskelsbehandling, at præcis denne gruppe
skal være underlagt langt større restriktioner end andre. At fagbevægelsen
og A-kasserne til gengæld skal være med til at sikre, at lønnet arbejde ikke
erstattes med frivilligt arbejde, er jeg til gengæld fuldstændig enig i. I disse
år, hvor grænserne mellem, hvad det offentlige skal varetage, og hvad andre
parter varetager, er under forandring og diskussion, er det vigtigt at fastholde
dette fokus.
Det er også vigtigt, at mulighederne for aktiv deltagelse er tilstrækkelig synlige
og tilgængelige. Her tror jeg, at de efterhånden mange Frivillighedsformidlinger
og Frivillighuse spiller en væsentlig rolle. Vi kan – i samarbejde
med de lokale frivillige netværk og foreninger – være en fælles base, som
borgeren kan henvende sig til og søge information og vejledning i forhold til
de mange lokale initiativer. Langt de fleste mennesker, som henvender sig