Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

Grundtanken er, at det er bedre at være i en virksomhed end
at være i kommunal aktivering, næsten uden undtagelse. Generelt,
næsten ligegyldigt, hvor dårlige folk er, så er det bedre
at give dem det alternative, netværksopbygggnde, selvopbyggende,
egoopbyggende arbejde i en privat virksomhed. Så
vi går på kompromis nogle gange. Vi tager egentlig alle de
arbejdspladser, vi kan få (Mik-Meyer & Berg Sørensen 2000:
138).
Tanken er her, at det altid er bedre for den arbejdsløse at være i en virksomhed
end at være i kommunal aktivering. Er man syg eller i en svær psykosocial
situation, er det imidlertid ikke sikkert, at ordinært arbejde i en privat
virksomhed er løsningen. Fravær betyder nemlig – hvis de ansatte er konsekvente
– at den aktiverede trækkes i sin kontanthjælp med den følge, at hendes
situation risikerer at blive forværret. I praksis er det min opfattelse – igen
uden statistisk belæg – at denne metode ikke er så anvendt i dag. Det er sjældent,
at man sender modvillige arbejdsløse ud på virksomheder, da denne
praksis på sigt vil vanskeliggøre samarbejdet med virksomhederne. Jeg er
derimod ofte stødt på en praksis, som også skaber følelsen af at være fejlplaceret.
Det drejer sig om de tilfælde, hvor der ikke er gjort noget ud af at
“matche” den arbejdsløses ønsker med arbejdet i den virksomhed, som skal
huse den arbejdsløse. Den arbejdsløse kender måske ikke arbejdspladsen eller
de krav der stilles, før hun ankommer til arbejdspladsen. Således forstærkes
den usikkerhed, som kendetegner hendes situation. Når den arbejdsløse
bliver væk – måske fordi praktikopholdet i den givne situation er uforeneligt
med hendes familieforhold – vil de ansatte inden for denne diskurs kunne
opfatte fraværet som dovenskab.
Det, jeg har skitseret indtil nu, er, at den forståelse, som udgør rammen om
arbejdet med arbejdsløse i dag, har stor betydning for, hvorvidt den arbejdsløses
billede af sig selv og sin situation kan indoptages af de ansatte. Det får
afgørende betydning, om projektet er defineret ud fra en socialpædagogisk
forståelse, eller om projektet arbejder ud fra en ideologi om, at alle kan og
skal være lønarbejdere. I de to – om end lidt rigidt opstillede – forståelser er
det væsensforskellige sider hos den arbejdsløse, der fokuseres på. De to forskellige
forståelser kan være lige problematiske for de arbejdsløse. Det problematiske
ved dem er, at det er bestemte definitioner af det sociale rum,
som understøttes og reproduceres i projektets selvforståelse (dets værdigrundlag).
Hvis den arbejdsløse i et givent projekt derfor ikke deler dette
værdigrundlag, vil det være svært – hvis ikke umuligt – for hendes forståelse
at skabe konsekvenser i hverdagen.
Antagelsen om, at det er muligt at arbejde individuelt og tage højde for den
arbejdsløses “særlige situation” – at forskellige ansatte forestilles at gribe arbejdet
an på samme måde – udspringer af et essentialiserende menneskesyn,
hvor forudsætningen er, at der findes en “essens” hos den arbejdsløse, som
alle – i princippet – kan “nå ind til” (hvilket i øvrigt er en meget hyppig anvendt
frase, når ansatte taler om deres arbejde med arbejdsløse).