Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

det erkendes ikke altid i skyndingen, at man er på vej til at nedslide livsnerven
i decentraliseringen.
Da nu regelstyringen var genindført og helhedssynspunkterne bragt i et kvælergreb,
var vejen banet for ny specialisering af personalet. De tykke regelsamlinger
krævede specialister. De, der kendte reglerne omkring revalidering,
kunne naturligvis ikke samtidig overkomme at kende de indviklede
regler om førtidspension. Så dem skilte man ad i selvstændige afdelinger,
som skulle respektere hinandens kompetence og undlade at blande sig. Og
de, der kendte de særlige regler om børn og unge, kunne naturligvis ikke
samtidig beherske de indviklede bestemmelser om kontanthjælp. Så de fik
også hver sin afdeling i forvaltningerne. Og familier, som på én gang havde
problemer med børnene og ondt i økonomien, måtte atter løber spidsrod fra
Herodes til Pilatus; lige som før halvfjerdsernes socialreform. Sådan byggede
man i de kommunale socialforvaltninger små regelkongeriger op med klare
demarkationslinjer, så man ikke kom til at blande sig i hinandens opgaver.
“Godt samarbejde” blev identisk med “ikke indblanding”.
Borgerne kom ud i en ulige kamp med regelgymnaster, umulige at argumentere
med! Afgørelser, hvad enten det drejede sig om serviceydelser, indkomstoverførsler,
skat eller byggelinjer, behøvede ingen begrundelse ud
over, at “sådan er nu engang de regler, som politikerne har lavet”. Overfor
det argument preller al fornuft af. Dialogen stopper! Hvad er der at tale om?
Reglerne har jo afgjort sagen? Ofte skjuler der sig ganske vist diverse skøn
bag den tilsyneladende objektive regelafgørelse. Men det gør jo ikke det hele
mere gennemskueligt for borgeren. Forestillingen om, at millimeterretfærdige
regelsæt skulle være nogen særlig beskyttelse af borgerens retssikkerhed,
dementeres hver eneste dag af virkeligheden! Helhedssynspunkterne overlever
som floskler, men som realitet ligger de på dødslejet.
Det er ikke kun kommunerne selv, der er på vej tilbage til regelkulturen.
Statsmagten lægger også stadig flere regelbånd på kommunerne og opmuntrer
dem – for ikke at sige presser dem – til selv at regelbinde deres ydelser til
borgerne. Det sker på to måder:
1. Der gennemføres lovbestemmelser, som binder kommunerne til at formalisere
deres serviceniveau i form af servicedeklarationer, kvalitetsstandarder
m.v.
2. Lovbestemmelserne bemyndiger ministeren til at udstede vejledninger,
idekataloger m.v. med forslag til, hvorledes regelbindingen af serviceydelserne
kan finde sted.