Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

en mulighed for og en forpligtelse til at forholde os aktivt til verdens tilstand.
Det kan vi bl.a. gøre ved at hjælpe andre i nød, men vi kan også gøre det ved
at foregå med et godt eksempel. Mange vil mene, at vi er et sådant godt eksempel
for hele verden, men spørgsmålet er, dels om vi er så gode, som vi tit
går rundt og tror og gerne overbeviser hinanden og ikke mindst fremmede
om, og dels om udviklingen går i den rigtige eller forkerte retning? Det er det
Social Årsrapport handler om dels gennem vores gennemgang af den sociale
tilstand med udgangspunkt i en række kvantitative indikatorer, og dels via
en række artikler der belyser udvalgte områder af vores velfærdssamfunds
aktuelle situation.
Generelt peger internationaliseringen altså på det paradoksalt vigtige i at fokusere
på det lokale niveau, og specielt lægger det forestående kommunalvalg
op til en sådan orientering imod de lokale forhold. Ofte diskuterer vi udviklingen
i aggregerede termer, såsom arbejdsløshedsprocenten, graden af
daginstitutionsdækning osv. Det er da også den måde, vi i de to foregående
årsrapporter har grebet tingene an. Men i Social Årsrapport 2001 har vi valgt
at supplere gennemgangen af de gængse indikatorer med deres fordeling på
lokalt niveau. Det vil sige, at vi i år ikke bare kan angive f.eks. korrigerede tal
for den gennemsnitlige ledighed, men også hvordan ledigheden fordeler sig
blandt landets 275 kommuner, ligesom vi har valgt at indhente artikler om
udvalgte emner, der alle fokuserer på, hvordan problemet udfolder sig og
forsøges tacklet lokalt.
Den gode nyhed er, at den registrerede ledighed er faldet markant siden
1993, og at den fortsatte med at falde, siden vi kommenterede situationen for
et år siden. Men den registrerede ledighed er ikke noget godt tal for, hvor
mange der står uden for arbejdsmarkedet. Derfor har vi udviklet begrebet
“uden ordinær beskæftigelse”, hvor vi samler alle dem, der er på orlov eller
i aktivering. Således korrigerer vi ledigheden fra at udgøre ca. fem procent
til at udgøre ca. ni procent i 2000 på landsplan. Hvis vi hertil lægger alle de
grupper, der er helt uden for arbejdsmarkedet, så viser det sig, at hver fjerde
dansker (25%) i arbejdsfør alder er forsørget på anden vis end ved arbejdsindtægt.
Dette tal er ganske vist lavere end i 1993, hvor der var tale om 28-
29%, men de 25% tyder på en stabilisering på det niveau, vi har haft i snit siden
midten af 1980erne. Den ændring, der er sket op igennem 1990erne, er,
at udviklingen ikke går så hårdt ud over de unge som tidligere.
At være uden for arbejdsmarkedet er afgørende for muligheden for integration
i hele samfundet, og vi har derfor undersøgt, om det er de samme individer,
der år ud og år ind er uden for. Det er det heldigvis ikke. Af dem, der
modtog en midlertidig ydelse i 1993, har halvdelen opnået selvforsørgelse
enten via job eller uddannelse tre år senere. Af dem, der modtog en langvarig
ydelse i 1993, var det imidlertid kun ca. hver fjerde, der ingen ydelse modtog
i 1999. Det vil altså sige, at jo længere man er afhængig af sociale ydelser, jo