Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

Først og fremmest får opfattelsen betydning for de personer, som ansættes
til at udføre arbejdet. Det skal være folk, som har arbejdet med mennesker
før, folk der kan lide at arbejde med mennesker, og folk der har “hjertet på
rette sted”, som flere ansatte gentagne gange har fortalt mig. Opfattelsen får
den konsekvens, at de ansatte, som skal møde de arbejdsløse og sikre, at indsatsen
bliver “individuelt tilrettelagt”, naturligt kommer til at fokusere på
forhold hos den arbejdsløse, som kan bekræfte og støtte op om den ansattes
arbejdsidentitet som hjælper. Er projektlederen ansat til at hjælpe, må der
nødvendigvis også være nogle hjælpeløse. Så enkelt kan denne proces beskrives.
Modvillige arbejdsløse, som oplever at tilbudet er irrelevant, kommer let til
at fremstå som personer “med modstand på”, som er “indelukkede” eller
“kriseramte” personer, som er nogle af de betegnelser, der anvendes dagligt
af ansatte i den kommunale aktivering. Denne proces er tidligere beskrevet
af flere sociologer og antropologer. Erving Goffman kalder den “den onde
cirkel” og henviser til, at psykiatriske patienters forsøg på at lægge afstand
til situationen som patient (vreden over at være indlagt) af personalet opfattes
som psykotisk adfærd og derved berettiger indlæggelsen (Goffman, 1990
[1959]). Gregory Bateson kalder samme proces en dobbeltbindingproces, der
defineres som situationer, “hvor en person ikke kan vinde, uanset hvad han
gør” (1990 [1972]: 201 – egen oversættelse).
Således kan en arbejdsløs’ modvilje over for projektet og den måde, det er tilrettelagt
på af de ansatte, blive læst som udtryk for den arbejdsløses egen
svære psykosociale tilstand. Hermed bliver projektets bløde værdier og sociale
forståelse bekræftet. De ansattes antagelse bliver, at de arbejdsløse virkelig
har brug for andet end et arbejde. Det centrale her er, at den arbejdsløse
kan få meget vanskeligt ved at få sit eget billede af sig selv og sin situation
til at være det gældende – det der skaber konsekvenser i hverdagen – hvis
ikke billedet understøtter den forestilling, som de ansatte i forvejen har, og
som afspejler den kultur – det værdigrundlag – som projektet bygger på. Det
kan betyde, at den arbejdsløse oplever projektet som irrelevant eller måske
som et decideret overgreb. Således vil en arbejdsløs, der ikke oplever sig selv
som tung eller svag, naturligt føle sig malplaceret i et projekt, som definerer
sig med afsæt i, at dets brugere netop er tunge eller svage. Mange af de enkeltsager,
som er blevet præsenteret i medierne om aktivering, handler lige
præcis om arbejdsløse, der ikke har oplevet kommunens hjælp som relevant.
Hjælpen har for disse arbejdsløse ikke understøttet deres eget billede af sig
selv.
De arbejdsmarkedsrettede projekter hviler derimod på en helt anden ideologi.
Her er den grundlæggende antagelse, at alle kan komme ud på arbejdsmarkedet.
Parolen for dette arbejde synes at være, at “der er brug for alle”,
som også var titlen på en rapport, som regeringen udsendte i april 2001. En
mellemleder i en mellemstor kommune fortæller: