Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

hensyn til arten og omfanget af social ulighed, selv om vi lever i en globaliseret
verden.
Til trods for en kraftig stigning i beskæftigelsen og stigende lønninger er det
ikke alle, der har fået del i fremgangen. Der er fx fortsat en stor del i den erhvervsaktive
alder, der ikke indgår i arbejdsstyrken. De sociale forskelle er
ikke ligeligt fordelt i Storkøbenhavn; personer med lave indkomster og høj
ledighed er koncenteret i bestemte dele af byen (fx kommunerne vest for København).
Tilmed ofte i bestemte bebyggelser eller kvarterer. Omvendt er de
vellønnede, der aldrig oplever arbejdsløshed, mere eller mindre samlet i den
anden ende af byen.
Fra begyndelsen af 1980erne blev det stadigt tydeligere, at dele af de nye forstæder
ikke udviklede sig som planlagt. Især de store almene bebyggelser var
plagede af byggesjusk, huslejestigninger, høje fraflytningsrater og et tvivlsomt
ry, der gjorde ondt værre. I nogle byggerier var det helt op mod halvdelen
af beboerne, der årligt flyttede. Og de flyttende var som regel de ressourcestærke,
fx familier, personer med fast arbejde og gode indkomster m.m.
Segregationen betyder også, at der er stor forskel på beskatningsgrundlaget
i de enkelte kommuner, og trods den kommunale udligning giver det betydelige
forskelle i kommuneskattens størrelse og serviceudbud til borgerne.
Sidst i 1980erne udviklede situationen sig især i en række almene boligbebyggelser
så negativt, at det blev nødvendigt med en omfattende indsats, og
efter et vellykket lobbyarbejde fra borgmestre på den københavnske vestegn
blev et særligt Byudvalg nedsat af regeringen med henblik på at formulere
konkrete tiltag (bl.a. kvarterløft) for at forhindre, at de sociale uligheder skulle
udvikle sig til ghettoer, dvs. koncentrationer af personer på overførselsindkomst,
etniske minoriteter, lavindkomstgrupper osv., i større danske byer.
Baggrunden for byudvalgsindsatsen og senere kvarterløftsprogrammet forstås
lettere, hvis der fokuseres på en mindre geografisk skala: byområder, der
typisk har 1.000-2.000 indbyggere. Datamaterialet bag denne analyse omfatter
omkring 150 byområder svarende til knap en femtedel af Storkøbenhavns
befolkning spredt over hele storbyen. Med henblik på at måle indkomstuligheden
i Storkøbenhavn er for hvert enkelt byområde optalt, hvor mange af
den voksne befolkning (16-66 år) der indkomstmæssigt falder i decilergrupperne
for hele Storkøbenhavn under ét. Herved måles, i hvilket omfang indkomstfordleingen
i hvert enkelt byområde ligner storbyens indkomstfordeling.
For at få et simpelt mål, der kan udtrykke et områdes afvigelse fra den
storkøbenhavnske fordeling, anvendes decilkvotienten: Antal personer i et
givet byområde med indkomst i de to nederste deciler i relation til antal personer
i de to øverste deciler. Såfremt et byområdes decilkvotient har værdien
1,0, har det eksakt samme indkomstfordeling som Storkøbenhavn som helhed.
Hvis decilkvotienten er større, betyder det, at området har relativt flere
lavindkomsttagere (personer hvis indkomster hører til i de to nederste deciler),
og omvendt betyder en decilkvotient under 1,0, at der i byområdet er