TMS.3.0.2007

Transfusionsmedicinske Standarder. Version 3.0 17.1
KAPITEL 17
17.000 Blodtapning og donorkomplikationer
17.100 Ved almindelig tappeteknik afgives fuldblod.
17.200 Ved særlig tappeteknik er det muligt at afgive dele af blodet,
såkaldt plasmaferese og cytaferese.
17.210 Ved plasmaferese forstås afgivelse af plasma fra donor med en
teknik, som sikrer, at blodlegemerne tilbagegives til donor under
selve donationen.
17.220 Ved cytaferese forstås afgivelse af bestemte blodceller fra donor
med en teknik, som sikrer, at blodets øvrige bestanddele (fx
plasma eller røde blodlegemer) tilbagegives til donor under selve
tapningen. Cytaferese kan udføres som erytrocytaferse, dvs.
fjernelse af røde blodlegemer, trombocytaferese (trombaferese),
dvs. fjernelse af blodplader (trombocytter) eller leukaferese
(leukocytaferese), dvs. fjernelse af hvide blodlegemer.
17.230 Opsamlingen af celler kan i nogle tilfælde øges ved administration
af særlig medicin. Dette kræver skriftlig, informeret samtykke.
17.300 Blodtapningers hyppighed og størrelse: Almindelig tapning
17.310 Der skal almindeligvis gå mindst 3 måneder imellem to tapninger,
hvor der afgives en fuld portion blod. For kvinder i den fertile
alder bør der dog almindeligvis tilstræbes et længere interval, for
at nedsætte risikoen for jernmangelanæmi. Det bør endvidere
tilstræbes, at lokale donorkorps dimensioneres således, at de
maksimale tappefrekvenser for donorer kun forekommer kortvarigt.
17.320 Ved en normal donortapning tappes donor for 450 ± 45 ml fuldblod.
Derudover udtages blod i blodprøveglas til de for blodets
anvendelse nødvendige laboratorieundersøgelser. Den i alt udtagne
blodmængde bør ikke overstige 13% af personens skønnede blodvolumen.
Dette indebærer, at personer med legemsvægt under 50
kg almindeligvis ikke bør være bloddonorer. Fra personer med
legemsvægt mellem 50 og 60 kg bør maksimalt tappes 500 ml pr.
gang inklusive de nødvendige laboratorieblodprøver. Ingen donor
må tappes for mere end 600 ml fuldblod pr. gang inklusive laboratorieprøver.
17.330 For at sikre mod udvikling af blodmangel hos donor ved hyppige
tapninger og samtidigt sikre en rimelig kvalitet af det tappede
erytrocytprodukt skal donors hæmoglobinkoncentration måles i
tilslutning til hver blodtapning.
Måling på blodprøve udtaget ved tapningens afslutning er i
almindelighed mest praktisk (se dog 17.719), men ved mistanke
om anæmi hos donor bør hæmoglobinkoncentrationen kontrolleres
i blodprøve udtaget, inden tapning finder sted.
© 1994-2007 Dansk Selskab for Klinisk Immunologi