Hele delrapporten i printervenligt format (Adobe Acrobat 0,9 MB)

Tabel 35 viser blandt andet udviklingen i fuldførelsesprocenterne for de to ingeniøruddannelser.
Fra 1991 til 1994 er fuldførelsen for uddannelserne faldet, hvorefter den i året
efter er steget markant, så den i 1995 ender på et niveau, der ligger lidt over niveauet i
1991. Et blik på STÅ-produktiviteten i 1998, jf. tabel 34, viser relativt lave værdier på 61,2
og 56,4 procent for henholdsvis diplom- og eksportingeniøruddannelsen. Dette peger i
retning af, at der i periodens slutning fortsat er relativt lave fuldførelsesprocenter på de to
ingeniøruddannelser, og at den konstaterede stigning i fuldførelsen i 1995 formentlig er
udtryk for et tilfældigt udsving.
Tabel 35 Udviklingen i bestand, tilgang, fuldførelse mv. for diplom- og
eksportingeniøruddannelserne, 1991-98
1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998
Bestand 9439 9295 8776 7900 6843 6171 5786 5620
Tilgang 3215 3107 2580 2051 1550 1715 1782 1757
Fuldførte 2031 2026 1989 1920 1878 1685 1487 1248
Afbrudte 1163 1238 1185 1091 806 701 681 675
Fuldførelsesprocent 62,9 61,6 61,4 60,1 63,7
Kilde: Danmarks Statistik og Undervisningsministeriet
De seneste års vigende tilgang til ingeniøruddannelserne og udsigten til mindre ungdomsårgange
i de kommende år gør, at der er særlig grund til, at både uddannelsesinstitutioner
og ministeriet løbende analysere problemstillingen vedrørende ingeniøruddannelsernes lave
fuldførelsesprocenter Det må i denne sammenhæng understreges, at lave fuldførelsesprocenter
er ikke nødvendigvis et problem. I tråd hermed understreger Evalueringscenteret
i sin seneste evaluering af ingeniøruddannelserne væsentligheden af at undgå, at
institutionerne ikke sænker det faglige niveau i bestræbelsen på at sikre en højere
gennemførsel (se bilag H). Som led i et forsøg på at minimere omkostningerne i relation til
frafaldet anbefaler Evalueringscenteret desuden, at institutionerne søger at tilrettelægge
uddannelserne således, at frafaldet sker så tidligt som muligt i uddannelsesforløbet 24.
Konklusion
Aktuelt er økonomien på eksportingeniøruddannelsen sund. På trods af en beskeden
aktivitet, er det lykkedes for de to udbydere i København og Horsens at holde
uddannelsesudgifterne pr. STÅ på et niveau, der ligger under undervisningstaksten.
De økonomiske problemer knytter sig alene til diplomingeniøruddannelsen. Her har
faldende aktivitet betydet markante fald i indtægterne for institutionerne. Det kan på
baggrund af analysen konkluderes, at det kun er et mindre antal, aktivitetsmæssigt store
institutioner, der har formået at gennemføre diplomingeniøruddannelsen indenfor de
økonomiske rammer, undervisningstaksten giver.
Analysen dokumenterer en klar sammenhæng mellem de enkelte institutioners aktivitet og
uddannelsesudgifter – jo større studieaktivitet, jo lavere uddannelsesudgifter pr. STÅ. Ikke
mindst i relation til det arbejde, der er i gang om dannelsen af Centre for Videregående
uddannelse på det tekniske område, er det værd at hæfte sig ved de stordriftsfordele, der
ofte knytter sig til de større enheder i form af lavere uddannelsesudgifter pr. STÅ.
Da der på baggrund af det foreliggende materiale ikke er grundlag for at anbefale
takstforhøjelser på diplomingeniøruddannelsen, må der i stedet lægges op til, at resultaterne
af nærværende analyse indgår i de institutionspolitiske overvejelser om dannelsen af
CVU’er på det tekniske område.
24
Evalueringscenteret (1998): Evaluering af elektroingeniøruddannelserne.
47