Hele delrapporten i printervenligt format (Adobe Acrobat 0,9 MB)

2 Forudsætninger for
takstfastsættelsen
2.1 Universitetslov og flerårsaftale om de videregående
uddannelser
Det generelle udgangspunkt for takstreformen på de videregående uddannelser, der
indebar, at taxametersystemet erstattede den såkaldte budgetmodel som finansieringssystem,
var forliget om en ny universitetslov og især flerårsaftalen om de videregående
uddannelser i 1992. Med afsæt heri blev de overordnede strukturelle rammer for de
videregående uddannelser og rammerne for optagelsespladser og økonomi fastlagt frem til
1996. Hovedprincipperne i flerårsaftalens økonomistyringsprincipper var:
• Indførelse af taxameterprincipper svarende til dem, der var anvendt på erhvervsskolerne
og åben uddannelse 2.
• Alle bevillingerne skulle gives til institutionerne som en blokbevilling, således at
ingen bevillinger øremærkedes til bestemte formål. Bevillingerne skulle fortsat gives
under forudsætning af, at institutionen varetager bestemte opgaver, men
disponerer frit inden for de samlede bevillinger og indtægter.
• Institutioner kunne tage initiativ til oprettelse og nedlæggelse af uddannelser.
Oprettelse og nedlæggelse skulle dog fortsat godkendes i Undervisningsministeriet.
Ligeledes blev dimensioneringen og optagelsen decentraliseret. Herefter kunne
institutionerne selv flytte pladser mellem uddannelserne og etablere frit optag på
bestemte uddannelser indenfor pladsrammen. Desuden fik institutionerne
mulighed for selv at fastlægge kriterier for og fortage udvælgelsen af kvalificerede
ansøgere.
• Større råderum for institutionerne på personaleområdet med decentralisering og
regelforenklinger i forhold til løn- og ansættelsesforhold.
2.2 Budgettering, bevillingstyper og optællingsmetoder
De væsentligste forskelle og ændringer ved indførelsen af taxameterprincippet er for det
første den detaljeringsgrade, hvormed bevillingerne fastlægges og tildeles. Budgetmodellen
opererede med en lang række standarder og normer for budgetteringen. Der var normer for
årsværk samt løn- og annuumsbevillinger. Derudover var der en række bevillinger til særlige
formål, og antallet af disse særbevillinger forøgedes kraftigt i budgetmodellens levetid.
Endelig var budgetmodellen karakteriseret ved, at der var tale om faglige hovedområdebudgetter
fordelt på undervisning og forskning. I årene lige efter budgetmodellens
indførelse i 1981 skulle væsentlige interne omfordelinger mellem aktiviteter og
hovedområder i forhold til de givne bevillinger forelægges ministeriet til godkendelse, men
senere fik universiteterne selvstændig ret til at foretage omfordelinger. En ret der endeligt
blev lovfæstet med universitetsloven i 1992.
Med taxameterprincippet forlod man årsværksstyringen og lønsumsstyringen. Der
reduceredes drastisk i omfanget af særbevillinger m.v. og opdelingen i faglige
hovedområdebudgetter forlades helt. Herefter bestod den hovedområdevise budgettering
2 På de videregående uddannelser forudsætter taxameterudløsning dog, i modsætning til erhvervsuddannelser og åben uddan-
nelse, beståelse af eksamen eller semester.
9