Hele delrapporten i printervenligt format (Adobe Acrobat 0,9 MB)

på uddannelsesformål i 1997 og 1998 på ingeniørhøjskolernes ordinære uddannelser.
Diplomingeniøruddannelsen er den største af de to ingeniøruddannelser og samtidig den af
de to, der har haft sværest ved at skabe balance mellem indtægter og udgifter på
uddannelsesformål.
Tabel 36 Nøgletal for de udvalgte mellemlange videregående uddannelser i 1998
STÅ
STÅ pr.
lærerårsværk
(ekskl.
praktik)
Lærer
gennemsnitsløn
Uddannelsesudgift
pr. STÅ
1.000 kr.
Undervisningstakst
Resultat pr.
STÅ 1)
Diplomingeniør
Eksportingeniør
4.027
536
8,2
9,2
432
410
64,1
52,4
62,7
62,7
-3,7
Ergo- og fysioterapeut 3.041 12,7 309 35,7 33,0 -2,8
Lærer 2) 13.242 12,3 395 36,7 38,1 1,5
Pædagog 12.089 16,6 352 31,0 33,0 1,8
Socialrådgiver 1.653 15,9 354 33,0 38,1 4,7
Alle beløb er i faste 1999-priser.
1) Resultat pr. STÅ er defineret som differensen mellem indtægter og udgifter på uddannelsesformål på ordinær uddannelse divideret med
antallet af studenterårsværk på ordinær uddannelse. For hver af de to ingeniøruddannelser er det ikke muligt at foretage denne beregning.
Det skal derfor bemærkes, at de to uddannelsers samlede uddannelsesresultat pr. STÅ, der er angivet i tabellen, primært er udtryk for
resultatet pr. STÅ på diplomuddannelsen, der er langt den største af de to. Det overskud, der faktisk har været på uddannelsesformål for
eksportingeniøruddannelsen, slår ikke igennem på det samlede resultat for de to uddannelser.
2) Undervisningstaksten for den ny læreruddannelser, der trådte i kraft ved studiestart 1998/99 var i 1998 40.300 kr.
Bemærkelsesværdigt er det, at der i de seneste år har været systematiske stigninger i lærerproduktiviteten
for samtlige uddannelser. Den forbedrede produktivitet på lærersiden er
tilsyneladende en af hovedforklaringerne på, at uddannelserne til trods for stigende
gennemsnitslønninger - på grund af overenskomstaftaler og en stigende akademisering af
lærergruppen - har kunnet reducere uddannelsesudgifterne pr. STÅ og dermed forbedre
deres resultat. Den forbedrede produktivitet kan ses som et udtryk for, at institutionerne
har været i stand til at udnytte de stordriftsfordele, der er forbundet med
aktivitetsfremgangen.
I tråd med de oprindelige takstforudsætninger er der stadig meget store forskelle på den
gennemsnitlige lærerløn på uddannelserne. En ændret stillingsstruktur på pædagogseminarierne
og de sociale højskoler, der giver mulighed for lektorbedømmelse af de
fastansatte lærere, vil indebære en risiko for vækst i gennemsnitslønnen pr. lærerårsværk på
de to nævnte institutionstyper. En nøjere overvågning af lønudviklingen på de nævnte
områder bør i de kommende år indgå som et led i ministeriets arbejde.
Det indsamlede materiale giver ikke grundlag for at drage entydige konklusioner om,
hvorledes det forbedrede lærerproduktivitet har påvirket tilrettelæggelsen af
undervisningen. Det kan imidlertid konkluderes, at der de seneste fem år generelt er sket en
større differentiering af undervisningsformerne på de syv mellemlange videregående
uddannelser. Klasseundervisningen hører stadig til blandt en af de mest dominerende
undervisningsformer, men er i stadig stigende grad blevet suppleret med for eksempel
projektorienteret undervisning. For ressourcemæssigt at åbne mulighed for en højere
prioritering af de lærertunge undervisningsformer har der samtidig været en tendens til en
hyppigere anvendelse af forelæsninger på store hold end tidligere.
Ud fra en overordnet betragtning har økonomien på de analyserede mellemlange
videregående uddannelser generelt været god. Der er i perioden sket en række eksterne
ændringer – aktivitetsstigninger, ændringer i uddannelsernes regelgrundlag, en tiltagende
akademisering af lærerpersonalet samt overgang fra stats- til selveje på seminarieområdet -
som uddannelserne har vist sig i stand til at tilpasse sig indenfor de givne økonomiske
rammer.
49