Hele delrapporten i printervenligt format (Adobe Acrobat 0,9 MB)

Der er fordele og ulemper ved såvel netværksmodellen som konkret takstindplacering af
kombinationsuddannelserne. Netværksmodellen er på den ene side følsom over for
eventuelle ændringer af fordelingen af fag på kombinationsuddannelserne. På den anden
side kan man forestille sig, at modellen i tilfælde, hvor institutter emnemæssigt overlapper
hinanden, særskilt kan påvirke institutudviklingen (f.eks. ved at aktiviteterne placeres på de
institutter, der udløser de relativt største takster) på en måde, der ikke i øvrigt kan betragtes
som hensigtsmæssig eller i strid med de oprindelige intentioner med takstindplaceringen.
Ministeriet har dog ikke belæg for at konkludere, at dette rent faktisk forekommer.
Konkrete indplaceringer af alle kombinationsforløb vil omvendt føre til en ret markant
forøgelse af antallet af takstindplaceringer. Dette er både i strid med hensynet til at
begrænse systemets kompleksitet samt hensynet til at begrænse mængden af politiske eller
ministerielle enkeltsagsafgørelser.
Det vil derfor være mest hensigtsmæssigt, at alle kombinationsuddannelser finansieres ved
netværksmodellen. Samtidig bør stikprøvevis føres kontrol med, at institutternes udbud er i
overensstemmelse med intentionerne bag takstindplaceringen.
5.3.5 Særlige tilskudsordninger vedrørende uddannelse
Der findes en række særlige tilskudsordninger til universitetsuddannelser, der ikke er
omfattet af taxameterprincippet. Disse kan bidrage til at reducere synligheden i
finansieringen af uddannelserne og vanskeliggør tværgående sammenligninger af
enhedsomkostninger. Over tid er der risiko for, at ordningerne får deres “eget liv”, løsrevet
fra de oprindelige intentioner. Særlige tiltag til støtte for bestemte formål bør så vidt muligt
ikke have bevillingsmæssige konsekvenser, der er i uoverensstemmelse med
taxameterprincippet.
Der udbetales således et tilskud til universiteternes såkaldte småfag 74 . Formålet med denne
særbevilling er at sikre, at alle de aktivitetsmæssigt små fremmedsprog kan opretholdes ét
sted i landet, dels af hensyn til opfyldelsen af Danmarks kulturaftaler og nationale
forpligtelser i forhold til de pågældende lande, dels fordi småfagene understøtter andre
universitetsfag som f.eks. historie, antropologi og litteraturvidenskab. Ud fra hensynet til at
opretholde en enkel finansieringsstruktur uden særtilskud kan det overvejes at afskaffe
denne ordning til gengæld for en generel forhøjelse af humaniorataksten (takstgruppe 2),
der omfatter fremmedsprog. På grund af småfagsbevillingens beskedne størrelse (ca. 15
mio. kr. i 1999) vil der dog i givet fald være tale om en helt marginal forhøjelse af
humaniorataksten.
Småfagenes udgifter kan givetvis ofte ikke dækkes af taksterne alene. Det er imidlertid
universiteternes opgave at sørge for en rimelig ressourcefordeling ud fra det samlede
bloktilskud, uanset om bloktilskuddet er beregnet inkl. et særligt småfagstilskud.
Småfagene findes stort set kun på universiteterne i København og Århus og det må
vurderes, at disse institutioner alene som følge af deres volumen har særligt gode
muligheder for at foretage omprioriteringer ud fra taxameterindtægterne, evt. til fordel for
småfagene.
Det kan ligeledes overvejes, hvorvidt øvrige særbevillinger til uddannelsesaktiviteter kan
afskaffes mod generelle takstforhøjelser.
74 Klassisk arkæologi, byzantinsk, middelalderfilologi, lingvistik, norrønfilologi, ømål, finsk, eskimologi/grønlandsk,
nederlandsk, polsk, tjekkisk, rumænsk, semitisk filologi, old- og middelalderindisk, kinesisk, japansk, portugisisk, nygræsk,
koreansk, thai, tibetansk, iransk, nærorientalsk, jyske dialekter, serbokroatisk, bulgarsk, nyindisk, ungarsk og arabisk. I 1999
var det samlede småfagstilskud på ca. 15 mio. kr., hvoraf KU fik de 10 mio. kr., mens AU fik 4 mio. kr.
77