MEGET SMÅ BØRN

Hvis vores omgangskreds havde svært ved at beslutte sig til, hvad de skulle mene om det hele, så oplevede vi
en bemærkelsesværdig opmærksomhed fra nogle mennesker, som vi kun havde periferisk kontakt med. Det
var nogle familier, der selv havde været på neonatalafdelingen tidligere og derfor havde en klar fornemmelse
for, hvad det var, vi havde foran os. Fra den kant fik vi nogle kort, der var meget hjertelige og optimistiske, og
også en lille bamse.
Nicolai vejede kun 700 gram og var 31 centimeter lang, da han blev født i uge 25 + seks dage. Men han var
slet ikke så skrøbelig, som han så ud til, selvom han var nede og runde de 580 gram og dermed havde det
“tilladte” vægttab ¨på 20 %. På intet tidspunkt var der tale om respiratorhjælp, og efter at have fået ilt i CPAP
i starten klarede han sig med atmosfærisk luft. Både læger og plejepersonale gav ham tommelfingeren opad,
og vi begyndte så småt at tro på, at han havde en chance, selvom ingen selvfølgelig kunne garantere mod
træthed og infektioner.
I løbet af de seks uger, han lå på GN, oplevede vi kun, hvad der bagefter må betegnes som småkriser. Men det
ændrer ikke ved, at vi blev bange, når han pludselig blev dårlig og blev undersøgt for NEC og DAP og andre
forfærdelige forkortelser, vi nødigt vil lære bedre at kende. Men gang på gang slap vi med skrækken fordi
hans problemer skyldtes småinfektioner og “tekniske fejl” såsom forkert tryk og for meget vand i slangerne.
Men det undgik ikke vores opmærksomhed, at andre børn havde det dårligt. I tre uger var vi nabo til en lille
dreng, der var født til terminen, men som var mere syg end vores søn. Første gang vi opdagede det, var en
aften, hvor Morten var på besøg. Da vi ville ned på stuen og se til Nicolai, kunne vi ikke komme ind, fordi
hans nabo havde en krise og rent faktisk var ved at blive opereret inde på stuen. Flere gange gik vi tilbage for
at forsøge at komme ind til Nicolai, men den anden drengs forældre sad stadig ude på gangen og ventede
foran den lukkede dør.
Jeg må indrømme, at min egoisme den aften fik mig til at bande den anden lille dreng langt væk. Det var jo
han “skyld” at jeg ikke kunne komme ind til min dreng, og hvis han virkelig var så dårlig, så kunne han for
min skyld lige så godt dø - bare jeg igen kunne besøge Nicolai. Jeg tudede og følte mig afmægtig - også over
for mine følelser for den anden lille dreng.
Næste dag havde jeg overskuddet igen og faldt i snak med forældrene til den lille syge dreng. De fortalte at de
havde ventet hele aftenen, før de fik at vide, hvordan det gik med deres barn. Han var nu igen stabil, og jeg
sad længe og snakkede med hans mor.
I løbet af de næste tre uger snakkede jeg en del med dette forældrepar. Vi holdt øje med hinandens børn og
kom med opmuntrende bemærkninger. Det fortsatte, da Nicolai rykkede ind på den ikke-intensive stue, men
følingen med, hvordan det gik på den anden side af skillevæggen, gik åbenbart fløjten, for pludselig var de
ikke længere på deres plads. I stedet sad der en tynd pige i termojakke med hånden i en kuvøse.
Samme weekend, som de forsvandt, var en anden lille dreng fra vores gamle stue død, og Nicolai havde haft
en lille krise, der krævede håndventilering og akut ilttilskud. Derfor havde jeg ikke bemærket, at væres nabo
gennem tre uger var død, og familien rejst hjem. Der gik lang tid, før jeg turde spørge personalet, om de
vidste hvad der var sket. Der gik faktisk to-tre uger.
Først meget senere lykkedes det mig at få fat i forældrenes adresse. Men siden da har vi holdt kontakt - en
kontakt, som betyder meget for os alle sammen, fordi vi har en fortid sammen på Rigshospitalet.
11