MEGET SMÅ BØRN

Data: 38,5 centimeter, 1.165 gram
SVANGERSKABSFORGIFTNING
Det var mandag den 13. januar 1997. Jeg havde det fint, men havde af egen læge fået en tid hos jordemoderen
for at få checket blodtrykket en ekstra gang.
Inden jeg skulle møde på Lemvig Sygehus, havde jeg været til udsalg i Damernes Magasin, og jeg havde købt
et par ventebukser - jeg havde jo tre måneder tilbage af min graviditet. Jeg mødte op på sygehuset kl. 11.00,
og min jordemoder tog imod mig.
Da mit blodtryk var blevet målt, forsvandt hun ud fra stuen uden at sige, hvor højt blodtrykket var. Senere
kom hun ind sammen med en læge, og mit blodtryk blev igen målt. Nu var det 240/140, altså cirka dobbelt så
højt, som det skulle være. Jeg blev undersøgt, og de stillede mig en masse spørgsmål. Da de hørte, at jeg
stadig arbejdede, sygemeldte de mig med det samme.
Klokken tolv blev jeg indlagt til observation for forhøjet blodtryk - cirka en time i alt ville indlæggelsen vare,
fik jeg at vide. Der blev taget urin- og blodprøver, og blodtrykket blev målt for hvert kvarter.
Da blodtrykket stadig var alt for højt, kontaktede lægen Herning Sygehus, der mente, at jeg skulle have noget
blodtrykssænkende medicin.
I mellemtiden var klokken blevet tre. Blodtrykket blev stadig målt hvert kvarter, men det havde ikke ændret
sig, så jeg ringede til min mand, Erik, og mine forældre for at fortælle dem om situationen.
Senere begyndte lægen at tale om, at jeg skulle overflyttes til Herning Sygehus, og jeg tænkte: "Hvordan mon
jeg kommer til Herning?" Men inden jeg havde tænkt tanken til ende, fik jeg at vide, at der var bestilt en
ambulance til mig. Jeg ringede igen til Erik for at fortælle ham den nye udvikling i sagen, og han og mine
forældre kom op på sygehuset i løbet af kort tid. Da de ankom, var ambulancefolkene allerede ved at løfte mig
over på båren.
Der var læger og sygeplejersker overalt, én satte drop i hånden på mig, så jeg kunne få noget væske, og en
anden satte en automatisk blodtryksmåler om min arm og om en finger. Det var lidt voldsomt det hele, for
jeg følte mig jo ikke spor dårlig.
Der kom også en narkoselæge og så på mig. "Er du ved at føde, " spurgte hun. "Nej, slap da lige lidt af. Jeg
har tre måneder endnu," svarede jeg. Tanken havde slet ikke strejfet mig. Jeg havde da læst i diverse
graviditetsbøger, at en graviditet tager 40 uger, så selvfølgelig ville det også gå sådan for mig.
Jeg ville gerne have haft en taske med tøj og toiletsager med, og Erik ville måske også gerne have skiftet sin
Kvickly-uniform ud med noget mere behageligt. Men nej, det var der bestemt ikke tid til. Jeg blev installeret
liggende i ambulancen, Erik sad hos den ene Falckmand, og ved siden af mig sad en kvindelig læge og endnu
72