MEGET SMÅ BØRN

Skanningen viste et lillebitte bankende hjerte. Men ved siden af var der en lille udposning, som måske havde
indeholdt en tvilling, der nu var aborteret. Det kunne forklare de blødninger jeg havde haft.
Hvis det tilbageblevne foster blev på sin plads de næste par uger, mente gynækologen, at resten af
graviditeten ville forløbe helt normalt.
Men sådan skulle det ikke gå.
Blødningerne fortsatte med tiltagende hyppighed, først en gang om måneden, siden oftere.
Konstant var jeg til skanningskontrol på Hillerød Sygehus, og hver gang blev jeg sendt hjem med besked om,
at barnet havde det fint. Jeg skulle bare tage den med ro.
Men blødningerne tog til, og en aften, hvor sneen lå i så tykke driver, at pansrede mandskabsvogne måtte
rydde vejene foran redningskøretøjerne, blev vi nødt til at ringe efter en ambulance, fordi jeg var overbevist
om, at jeg var ved at abortere.
På Hillerød Sygehus valgte de at beholde mig til observation, og efter en uge skønnede de, at jeg burde
overføres til Rigshospitalet, fordi de ikke kunne udelukke, at jeg ville gå i fødsel.
På Rigshospitalet nåede jeg at få det lungemodnende stof, Celeston, to gange, og vi nåede også at få snakket
med en børnelæge, der ikke lagde skjul på, at for tidligt fødte børn ikke altid klarede skærene. Så vi håbede
det bedste og frygtede alligevel det værste. Jeg forsøgte at indstille mig på, at jeg nok skulle blive på
Rigshospitalet de næste par måneder, men jeg kunne ikke acceptere, at det virkelig stod så galt til, og brugte
hovedsageligt de første to dage på at tude.
Dagen før fødslen gik i gang, havde jeg dog en rar snak med Morten. Vi besluttede, at hvis vi fik en søn - det
var det, skanningen viste - så skulle han hedde Nicolai.
Om aftenen opdagede jeg, at jeg havde en sidekammerat, der havde haft veer i dagevis. Vi snakkede sammen
længe, og først den aften begyndte jeg at blive fortrolig med mine nye omgivelser, Rigshospitalet.
FØDSLEN
Natten til den 26. februar 1996 vågnede jeg ved, at jeg begyndte at bløde mere igen. Ikke overvældende, men
mere. Jeg alarmerede sygeplejersken, og da jeg begyndte at få velignende smerter, kom en læge og kiggede.
Ved halvsekstiden var jeg rimelig sikker på, at det var en slags veer. Om morgenen skulle jeg så levere en
urinprøve, for at man kunne tjekke, om det var en blærebetændelse der fremprovokerede veer.
Personalet havde nok indtryk af, at mine veer var lidt i retning af min stuekammerats. Det var hendes tredje
døgn med veer. Jeg droppede mit bad, spiste kun lidt toast til morgenmad og ringede så til Morten og
advarede ham om, at der måske var noget i gære. Og så holdt jeg ellers øje med uret. Først var der intet
system i veerne, men præcis klokken 10 begyndte et system at tegne sig, lige efter at sygeplejerskerne havde
sagt: “Men det er da godt, at der ikke er noget system i det…” Ti minutter senere viste det sig, at der ikke var
9