MEGET SMÅ BØRN

PÅ ARBEJDE IGEN
Da Kristina var otte måneder, havde jeg igen fået lyst til at komme på arbejde og få et lidt mere normalt liv og
et liv, hvor jeg var uden hende i nogle timer om ugen. Jeg havde altid arbejdet deltids hver anden uge i
nattevagt, og det måtte jeg starte på igen, da det var umuligt at få arbejde i dagtimerne på sygehuset.
Socialforvaltningen kunne se, at det var en god idé, at vi vendte tilbage til et så normalt liv som muligt, så i
den ventetid, der var på børnehaveplads, fik vi ansat en uddannet støttepædagog i hjemmet.
Hun blev Kristinas anden mor og var stærkt knyttet til hende i de otte måneder, hun var hos os.
I den periode blev Kristina psykisk meget bedre, og vi følte, at hun forstod, hvad der skete omkring hende.
Hun voksede og trivedes, men på det fysiske plan skete der ingen fremskridt. Hun kunne ingenting selv; lå
blot, hvor hun blev lagt, og var skiftevis meget slap og meget spastisk.
Vi var via småbørnskonsulenten også kommet i forbindelse med specialrådgivningen og fik besøg af en
talepædagog, der skulle hjælpe os med at få kommunikationen med Kristina i gang. Via videoptagelser af
hende fandt vi frem til, at hun havde en fin kommunikation med øjnene, og det blev så starten til den
fremtidige kommunikationsform med Kristina. Det blev klart for os, at Kristinas hjerneskade bl.a. havde
ramt talecenteret, så hun ville aldrig på et talesprog. I dag må vi nok se i øjnene, at det er hendes største
handicap.
AFLASTNING
Da Kristina var godt et år, indså vi, at det var nødvendigt med noget aflastning indimellem. Ikke mindst af
hensyn til hendes storebror, der jo også havde krav på at have sine forældre en gang imellem. Da jeg vidste
fra mit arbejde, at plejefamilier ofte må springe fra, når børnene bliver for tunge, valgte vi institutionen
Granbohus i Fredensborg som aflastning. Vores støttepædagog gjorde alt for at give hende en god start på
institiutionen. Hun boede med hende deroppe i otte dage og trak sig langsomt væk fra hende. Men Kristina
syntes bestemt ikke, at hun skulle være der. Efter et halvt år med et grædende barn, hver gang hun var der,
måtte vi opgive og vente, til hun blev mere psykisk stabil. Hun var for knyttet til få personer og blev meget
utryg, når de personer hun var tryg ved, ikke var inden for hendes synsfelt.
Vi forsøgte så igen med aflastning, da hun var kørt godt ind i børnehaven og havde vænnet sig til, at der var
flere forskellige mennesker, der godt kunne tage vare på hende. Hun var der ca. tre år, og det gik noget bedre.
Glad var hun ikke i starten, men som tiden gik, blev aflastningssituationen også en vane for hende. Hun kørte
så fra børnehaven om fredagen og returnerede til børnehaven mandag morgen. Det gav os et godt pusterum
til at være noget for Kristinas storebror. Det har nok været en stor fordel, at han var så lille, da hun blev født,
for han har aldrig prøvet at være "enebarn". I dag er han god til at tage sig af hende og medinddrage hende i
sin verden. Hun har jo ikke kammerater, der kommer og spørger, om hun kan være sammen med dem. Han
er utrolig social, også over for andre, og har også fået lov til at være sig selv. Han har altid kun skullet lege
med sin lillesøster, når det var ham, der havde lyst. Sådan er det stadigvæk, men han gør det ofte uden at
tænke over det.
85