MEGET SMÅ BØRN

nu ta´r vi det time for time. Derfor er det også en god idé, hvis I lader ham døbe, så han får et navn og en
identitet, I kan forholde jeres sorg til, hvis det går galt".
FALSK ALARM
Dut, dut, dut------. Det er ikke gået galt, men saturationen på Emils overvågningsskærm viser kun 83. En
sygeplejerske kommer stille og roligt ind på stuen og trykker lyden væk på skærmen, kigger på Emil, stikker
en hånd ind og rusker ham blidt. "Når de er så små, glemmer de nogle gange at trække vejret".
Alt ånder igen fred på skærmen, men i mit indre raser et mentalt uvejr, og der går meget lang tid, før jeg
vænner mig til at tage det bare nogenlunde afslappet, når alarmen går, hvilket den gør mange gange i døgnet.
Det er ikke, fordi Emil klarer sig specielt skidt; tværtimod klarer han sig til ug med kryds og slange, men ofte
går alarmen af tekniske grunde, fordi en ledning er faldet af, eller en føler sidder forkert, eller fordi Emil hele
tiden bevæger sig eller retter sig af sig selv.
Sygeplejerskerne gør meget ud af at fortælle os og især mig, der tilbringer det meste af tiden med øjnene
klistret til skærmen for at kontrollere hans værdier, at vi skal kigge på Emil og ikke på skærmen, når vi vil
beroliges.
Tit når teknikken fortæller, at der er noget galt, ligger han stille og roligt med åbne øjne, tydelig vejrtrækning
og pæn hudfarve. Og så er det selvfølgelig fjollet, at man i tankerne allerede nærmest står med et halvdødt
barn i favnen.
Men frygten er en følgesvend, vi ikke kan slippe af med i de dage. Hele tiden lurer den lige under overfladen,
og der skal meget lidt til at få den til at komme i fuldt udbrud.
I skrivende stund falder mit blik på vindueskarmen ved siden af pc´en. Der står ti æsker med legokøretøjer
og otte flotte modelbiler i deres uåbnede emballager. Dem har jeg samlet sammen fordi Emil en dag skal have
dem at lege med. Jeg har vist dem til mange og fortalt, hvor meget jeg glæder mig til at lege med dem
sammen med ham. Og det er da også sådan, det umiddelbart hænger sammen.
Men inderst inde ved jeg godt, at det er en slags forsikring over for mig selv om, at han, når han er fire, fem
og seks år og vil have glæde af at lege med dem, selvfølgelig stadig er her.
Den slags mentale krykker har jeg stadig brug for eller havde i hvert tilfælde, da jeg købte legetøjet. Da jeg
levede i den daglige rutine på stuen på neonatalafdelingen, var behovet endnu større, og derfor blev de
personlige kontakter meget vigtige.
Vi var i et dybt afhængighedsforhold til personalet. Først og fremmest var det jo dem, der havde ansvaret for,
hvad der foregik med Emil. Summen af deres dygtighed var medbestemmende for, hvor godt han klarede sig.
Vi havde stort behov for at føle tryghed i omgangen med den enkelte sygeplejerske, læge eller specialist, for
de forvaltede jo vort dyrebareste eje!
42