MEGET SMÅ BØRN

denne behandling fik vi at vide, at de, hvis den åbnede sig igen, ville lukke den operativt. Det var en barsk
melding, men Patricia ville ikke komme i god trivsel, så længe ductus var åben. Den åbne ductus bevirkede,
at blodet ikke blev pumpet ordentligt rundt i kroppen, og at hun skulle have vanddrivende medicin (Diural)
og havde problemer med blodsukkeret.
Da ductus åbnede sig for tredje gang, havde vi alligevel svært ved at sige ja til operationen, og mod tidligere
udtalelser forsøgte lægerne at lukke ductus medicinsk en tredje gang. Det mislykkedes dog igen, og vi måtte
se i øjnene, at Patricia skulle opereres.
OPERATIONEN
Vi havde en lille uge til at forberede os på operationen. Da dagen kom, var vi meget nervøse, men forsøgte at
holde hovedet koldt, om ikke andet så for Patricias skyld. Vi skulle følge Patricia over til operationsstuen, og
jo tættere vi kom på stuen, jo større blev klumpen i halsen. Da vi stod uden for stuen, og de kørte hende ind,
følte jeg, at det var sidste gang, jeg så hende. Jeg troede, at hun ville dø. Patricia var stadig meget lille, kun
knap 1.500 gram. Jeg var meget bange for, at hun ikke ville klare det, men på den anden side ville hun ikke
klare sig godt uden en operation. Vi græd meget begge to, da vi stod tilbage som to rystende nervevrag.
Forude ventede de nok længste timer, vi nogensinde har oplevet.
Operationen gik godt, men desværre viste det sig, at hun nu pludselig havde lidt problemer med at trække
vejret, når hun blev puslet. Et røntgenbillede viste en ændring i forhold til tidligere billeder, og Patricia måtte
så i narkose igen. Det viste sig, at "ændringen" var et fem centimeter langt stykke plastik. Når man skal
bedøves, får man en tube ned i halsen. Denne tube er meget blød/gummiagtig, og der bruges en metalpind -
kaldet en stilet - til at føre tuben ned med. Stiletten er beklædt med plastik. Når tuben sidder, som den skal,
tages stiletten op. Det var i den forbindelse, at plastikken knækkede af og sad fast i tuben, så der var meget
lille passage i tuben til at trække vejret gennem.
Det var ikke så sært, at Patricia ikke kunne trække vejret ordentligt. Bagefter fik vi at vide, at hvis plastikken
ikke havde sat sig fast i tuben, havde de ikke haft store chancer for at fiske den op - så små instrumenter
findes ikke. I dag kan jeg ikke huske, om vi var blevet gjort opmærksom på det tidligere, men vi blev meget
vrede.
Efter den anden operation var Patricias tilstand god, og hun var kun på intensivafdelingen i
opvågningsperioden. Hun skulle dog undersøges for en eventuel hjerneblødning, da hun måske havde haft
iltmangel på grund af vejrtræningsproblemerne. Der blev dog heldigvis ikke fundet tegn på, at hun havde
haft en hjerneblødning.
SLUT MED KUVØSE
Patricia kom nu i varmekasse. Det var en stor dag, ikke mindst at give hende tøj på og putte hende under
dynen. Under hele forløbet gjorde vi meget ud af, at Patricia skulle være vores lille pige, og ikke en patient i
kedeligt hospitalstøj. Så hun havde sin egen lille garderobe liggende under sengen. Det var meget fornøjeligt
52