MEGET SMÅ BØRN

Vi kom ind på stuen, hvor vi blev modtaget af en sygeplejerske, der kort snakkede med os, men egentlig bare
ville sige, at de var der, hvis vi fik brug for dem. Vi var glade for, at de gjorde det på den måde.
Det var også her, vi for første gang stiftede bekendtskab med Landsforeningen til Støtte ved Spædbarnsdød.
De foldere, vi fik, hjalp os meget, for vi indså, at denne tragedie ikke kun havde ramt os, men også andre. Det
hjælper altid lidt at vide, at man ikke er alene med sin sorg og fortvivlelse.
Kort tid efter kom præsten, der havde døbt Oliver. Midt i vores samtale kom mine svigerforældre ind på
stuen. Det var dejligt at mærke den varme og omsorg, de bragte med sig ind på stuen. Det var en af de
situationer, hvor ord pludselig ikke har nogen mening.
Samtalen med præsten fortsatte, og vi kom ind på spørgsmålet om Olivers begravelse. Vi vidste, at han skulle
have en rigtig begravelse, og spurgte, om hun ville være præst, hvilket hun gerne ville.
Senere på eftermiddagen kom min mor. Hun medbragte alt, hvad hun skulle bruge, så hun kunne blive hos
os til efter begravelsen og hjælpe os med alt det praktiske. Det var dejligt at vide, at vi ikke var helt alene i
verden.
Vi spurgte vores forældre, om de ville se Oliver, og efter at de havde sundet sig lidt og forberedt sig på det,
bad vi personalet om at hente ham op på stuen. Det var hårdt, men dejligt for bedsteforældrene at se deres
lille barnebarn og dejligt for os, de stolte forældre, at kunne vise ham frem. Det var jo ikke kun et goddag,
men også et farvel, de skulle sige til ham på samme tid, hvilket min svigerfar klart gav udtryk for med ordene:
”Nu har jeg da noget at forholde mig til. Nu ved jeg, hvad jeg tager afsked med.”
Min mor udtrykte sin sorg og kærlighed til Oliver ved at lægge en rose ned ved siden af ham – en rose, der
blev ved ham, lige til han kom i kisten.
Vi snakkede meget den eftermiddag og aften. Talte om, hvad der skulle ske, men selvfølgelig også meget om,
hver der var sket.
Det blev aftalt, at Sten skulle køre hjem sammen med de andre – hvilket sikkert var rigtigt – at vi begge ville
kunne sove bedre, hvis han tog hjem. Det var svært for mig at tage afsked med dem alle sammen. Heldigvis lå
jeg stadig i den seng, jeg havde født i, og det gav mig på en måde et bånd til Oliver.
Det var underligt at vågne igen. Jeg ønskede så stærkt, at det hele bare var et mareridt. Så begyndte
ventetiden. Det var utrolig hårdt for mig at ligge der i sengen og bare være helt alene. Jeg må indrømme, at
de timer, der gik, fra jeg vågnede, til Sten kom, var lange og meget svære for mig.
Jeg tror nok, hvis jeg skal være helt ærlig over for mig selv, at det først var i de timer, den grusomme sandhed
gik op for mig. Jeg havde en forfærdelig længsel efter mit lille barn. Min krop ønskede det barn så meget, og
det virkede, som om alt inden i mig skreg på ham. Jeg husker, at jeg bare lå helt stille i sengen, imens tårerne
løb ned af kinderne på mig. Jeg ville ikke græde højt, ville ikke lade nogen vide, at jeg havde det svært. Den
eneste jeg havde behov for at snakke med, var den mand, der sammen med mig havde lidt det store tab at
miste det bedste, vi havde, og han var der ikke. Jeg prøvede på at læse lidt i de foldere, vi havde fået
udleveret, og det gjorde ondt, rigtig ondt. Igennem dem kunne jeg endelig begynde at forholde mig til og
indse, at jeg virkelig havde mistet mit barn. Det var en realitet, som jeg selvfølgelig var kommet til at erkende
før eller siden, men det startede altså allerede her – alene i en seng på sygehuset.
59