MEGET SMÅ BØRN

ikke nogen sygdom, og et hospitalsophold er kun nødvendigt ved selve fødslen og så hjem igen. Men vi blev
klogere.
INDLÆGGELSEN
Den 30. december tog vi igen til vores egen læge. Hun havde problemer med at høre hjertelyden og syntes, at
vi skulle tage ind på barselsafsnittet til kontrol. Vi ankom til Odense Universitetshospital om formiddagen.
Her blev barnets hjertelyd tjekket, og alt var i orden. Der skulle så tages nogle blodprøver. En læge havde
fortalt os, at det kunne være svangerskabsforgiftning, da det godt kan forekomme uden de mest almindelige
symptomer. Ventetiden var ikke til at holde ud. En masse tanker gik igennem hovedet på mig. Var barnet i
orden, eller var der noget andet galt?
Så kom overlægen endelig med dommen - ja, det føltes som en dødsdom. Vi fik at vide, at jeg havde en meget
svær svangerskabsforgiftning, at min tilstand var meget alvorlig, og at de blev nødt til at fjerne moderkagen,
hvis jeg skulle overleve. Det var et kæmpechok at få at vide, at jeg faktisk var døden nær. Preben fattede ikke
konsekvensen af beskeden lige med det samme: At barnet også skulle ud. Det var mit helbred, der havde
førsteprioritet, så måtte vi se, om barnet overlevede. Vi brød totalt sammen begge to og kunne ikke rigtig
kapere, at vi måske ikke fik lov til at beholde barnet. Vi var magtesløse og kunne intet gøre selv. Vi fik en lille
time for os selv, hvor vi blev ved med at sige HVORFOR? Havde vi gjort noget galt, kunne det være undgået,
hvis lægerne havde hørt på os fra starten af osv.?
Personalet fra neonatalafdelingen var forbi for at forberede os på, hvad vi kunne vente at se, når barnet var
blevet født, og hvordan tingene fungerede på afdelingen. Jeg havde det så dårligt selv, at jeg ikke husker
meget af denne samtale. Jeg havde svært nok ved at acceptere, at jeg selv var meget syg. For hvordan skulle
jeg kunne være der for barnet, hvis jeg selv var syg?
Man skød på, at barnet vejede mellem 800-1.000 gram ifølge terminsberegningen. Da jeg blev kørt ned til
operationsstuen, var jeg totalt ligeglad med, hvad der foregik - de kunne stikke i mig og gøre, hvad de ville,
bare jeg kunne slippe for smerterne.
Patricia blev født kl. 17.50 den 30. december 1996 i uge 27.
TIDEN LIGE EFTER FØDSLEN
Jeg vågnede først op en time efter operationen og fik at vide, at jeg havde fået en lille datter, der havde det
godt. Jeg var temmelig omtåget og husker ikke, om jeg fik at vide, hvor lille hun var. Jeg ville gerne se min
lille datter, men skulle blive på opvågningen lidt endnu.
Jeg fik hende først at se ved midnatstid, og det var mere, end jeg kunne klare. Hun var bare så lillebitte. Jeg
stortudede og kunne næsten ikke holde ud at se på hende. Hun var så lille og skrøbelig. Jeg husker svagt, at
en sygeplejerske blev ved med at sige, at jeg skulle røre ved hende. Jeg følte et stort pres, for det var jeg slet
ikke klar til endnu. Jeg havde mest lyst til at bede dem lade mig være i fred. Der var så mange følelser
49