MEGET SMÅ BØRN

Jeg skrev også et lille brev til at lægge i kisten. Det var nærmest en anbefaling til de højere magter af, hvor
dejlig en lille dreng der nu kom op til dem, i håb om, at han så ville blive accepteret, og at de ville passe på
min lille guldklump, når vi nu ikke selv kunne få lov.
Det var terapeutisk en god ting at gøre, men det var også en opgave, der kostede så mange tårer, fordi ordene
var så svære og sandheden så hård.
En stor del af vores tid gik med at snakke om alt det, der var foregået i de sidste dage, og hvad vi skulle gøre i
de dage, uger, måneder og år, der ville komme bagefter.
Fra starten havde vi bestemt, at vi havde taget vores afsked med Oliver, den dag han blev født. Præsten og
bedemanden anbefalede dog kraftigt, at vi skulle se ham i kisten. Efter megen overvejelse blev vi enige om, at
vi selvfølgelig gerne ville se ham en gang til. Da den beslutning var taget, blev alting pludselig helt
anderledes. Al den frygt og de tanker, jeg havde haft inden i mig, om, hvordan han havde det, og om de nu
virkelig havde ladet ham ligge lige så stille, som vi ønskede det, kom pludselig op til overfladen. Jeg måtte
bare se og røre mit barn igen. Nu turde jeg pludselig omsætte længslen i handling, og vi besluttede os for at
besøge ham i kapellet.
Den beslutning er nok den, jeg i dag er allermest glad for, at vi tog dengang. Den tid, vi fik sammen med
vores søn i kapellet i dagene op til begravelsen, er i dag meget dyrebar for os begge.
Vi havde ringet i forvejen, så de vidste, at vi kom, og vi blev ført ind i et meget hyggeligt ”stillerum”. Da døren
var lukket, og vi ligesom fornemmede den stilhed og fred, der var i lokalet, gik vi hen til vuggen med vores
lille barn i. Det var, som om mit hjerte svømmede over en gang til – der lå han, mit fine og smukke barn.
Ganske som vi havde lagt ham fire dage forinden. Vi snakkede med ham, nussede ham og kyssede hans kolde
kind. Vi mindedes, hvordan det havde været, da han stadig var varm og i live.
Bare det at vide, at vi kunne være sammen med ham, at han virkelig var vores, gav os en masse ro i krop og
sjæl. Det føltes, som om ingen nogensinde kunne tage ham fra os, for vi vidste, hvordan han var, og hvordan
han så ud ned til mindste detalje.
Vi besøgte ham også dagen efter.
I de to dage blev der ikke fældet en eneste tåre, når vi var sammen med Oliver – det var der simpelthen ikke
tid til. Vi ville ikke, at det skulle virke som noget sørgeligt, når vi var sammen med ham. Vi var glade og
lykkelige i den tid, vi tilbragte sammen med ham, ganske som alle ”normale” forældre er det i den første tid
sammen med deres børn.
Men alle ”gode” ting har en ende, og tiden, vi havde sammen med Oliver, var ved at rinde ud. Det var blevet
dagen før begravelsen. Aldrig mere skulle vi kunne stryge ham over de buttede kinder og mærke hans lille
hånd. Aldrig mere skulle vi se ham.
Om aftenen, inden begravelsen kom mine svigerforældre hjem til os. Det føltes lidt som stilhed før storm, og
vi gik alle tidligt i seng. Men jeg kunne bestemt ikke sove. Jeg lå bare og græd og havde det forfærdeligt. Min
mor kunne heller ikke sove, og i stedet satte vi os det meste af natten i køkkenet og græd og talte om alle de
tanker og bekymringer, jeg havde inden i mig.
62