MEGET SMÅ BØRN

De næste 10-11 uger opbygger vi langsomt en fast rutine omkring vores nye liv. Vi møder ind på afdelingen
lidt før klokken ti om morgenen for at være med til at ordne, pusle og - vigtigst - veje Emil, før der gås
stuegang.
Bortset fra de første fire-fem dage tager han støt og roligt på, og der bliver sat nogle milepæle ved 1.000
gram, 1.100,------1.500 hurra---osv.
Efter stuegang får vi ham ud at ligge på vores bare bryst/mave (kængurumetoden), og tit er det Inge, der
lægger krop til.
Når han af den ene eller anden årsag bliver behandlet på stuen eller bliver transporteret andre steder hen til
behandling, er det mig, der er ved hans side. Jeg kan bare ikke klare tanken om, at nogen foretager sig noget
med ham, uden at jeg er der.
Sidst på eftermiddagen tager vi hjem fra hospitalet for at holde sammen på et almindeligt familieliv med
vores datter Julie. Når hun er puttet ved halvnitiden, kører jeg tilbage til hospitalet, og nu er det min tur til at
have Emil på maven.
Der er som regel meget stille og udramatisk på afdelingen, og det højner min nydelse af disse
aftenhyggestunder, hvor jeg i fred og ro kan lægge dagens begivenheder på erindringens rette hylder efter
grundigt at have overvejet deres betydning for mit fremtidige liv.
Nætterne og morgenerne derhjemme er ikke altid afslappede. Tit må vi ringe afdelingen op på de mest sære
tidspunkter for at blive beroliget. Kun ved to lejligheder er det hospitalet, der ringer den anden vej, fordi de
har mistanke om, at der er noget galt. Heldigvis viser de efterfølgende blodprøver begge gange, at de tog fejl.
Men begge gange tror vi, at nu mister vi ham.
HJEMME PÅ PRØVE
Det føles, som om vi har gennemlevet et helt ekstra liv, da den dag endelig kommer, hvor vi kan tage hjem
med vores barn, ganske vist på prøve. Vi bliver ikke rigtigt udskrevet, men alligevel.
Emil er ti uger gammel, og vi er stadig meget bange af os og tør kun tage det store skridt med livrem og seler.
Vi får derfor en transportabel alarm med hjem, som han kan have på, når vi ikke har ham oppe.
Vi bliver formanet om, at vi, hvis alarmen går i gang, skal kigge på Emil. Vi skal se, hvordan han ser ud,
reagere på det og ikke straks gå i panik. Der vil oftest være tale om en fejlalarm, eller at han hurtigt vil rette
sig. I øvrigt fortæller de os, at almindelige mennesker op til et par gange på en nat sover så tungt, at det også
ville udløse en alarm.
Alt det afholder os ikke fra at få et større adrenalinchok, da alarmen går på femtedagen. Vi tager straks på
hospitalet, selvom han virker rask, men vi må lige beroliges, og det bliver vi. Det er for øvrigt med tiden
blevet til utallige beroligelsesbesøg på hospitaler og hos læger land og rige rundt, og alle gange har de været
søde, rare og forstående. De har nok set det før.
45