MEGET SMÅ BØRN

Samtidig med alt det andet, der foregik, gik vi til kontrol på både Rigshospitalet, Hillerød Sygehus,
taleinstituttet m.v. Det er blevet et fast indhold i vores kalender med alle de kontroller hos børnelæger,
ortopædkirurger, øjenlæger, tandlæger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, m.fl. Ligeledes er der næsten
konstant et fast punkt, der hedder hjælpemidler. Anskaffelse og tilpasning er noget af en jungle, og det tager
tid at finde det rigtige. Mange klapvogne, kørestole, gangvogne, ståstativer mv. er passeret gennem huset,
som også har måttet bygges om to gange.
Det bedste hjælpemiddel, Kristina har, er dog hendes cykel, som hun elsker at køre på. Der føler hun, at der
er noget, hun kan. Elstol bliver det næste store projekt, vi skal i gang med at afprøve.
SPECIALBØRNEHAVE
Da Kristina var halvandet år gammel, fik hun endelig plads i specialbørnehaven, og støttepædagogen kørte
hende ind i løbet af en måned, inden hun forlod Kristina og os. Den første tid var svær. Ikke nok med at hun
skulle vænne sig til alt det nye, hun skulle også begynde et liv i en taxa til og fra børnehaven. Det foregik
under gråd det første år, og ligeledes holdt hun fast i en enkelt pædagog i børnehaven. Pædagogen måtte
overhovedet ikke gå ud af Kristinas synsfelt, for så brød hendes verden sammen. Langsomt, men sikkert blev
hun dog mere og mere stabil psykisk og begyndte at opdage, at der godt kunne være sjovt i børnehaven. Hun
havde stadigvæk sine ideer med personalet, og talepædagogen havde svært ved at blive accepteret. Den dag
talepædagogen satte sig på spisebordet og bed i sin sko, grinede Kristina dog gennem tårerne, og siden blev
de de bedste venner. Kristina viste hurtigt, at hun havde sans for sort humor. Hun grinede tidligt, når der
blev sagt noget sjovt, og i dag er sort humor det bedste hun ved.
Årene gik, og Stina blev stadig bedre rent mentalt, men fysisk var der ringe fremskridt. Hun var og er rent
fysisk stadigvæk som en tre måneders baby.
FRITIDSAKTIVITETER
Da hun var knap fire år, begyndte vi at gå til ridning med hende. Først var jeg bagrytter, og siden forsøgte
hendes far at lære at ride, men han og en hest er bestemt ikke skabt for hinanden. Enden på den historie blev
derfor, at hendes fysioterapeut, der kom hjemme hos os, begyndte at ride med hende, og det gør hun
stadigvæk. Det er en fritidsfornøjelse, der dækker over hård træning, men det ved Kristina ikke. Hun elsker
sin ugentlige ridetime. Ridningen var noget, vi selv fik op at stå via den lokale rideskole, for der fandtes ikke
handicapridning her i omegnen.
En anden ugentlig fornøjelse er svømning i varmtvandsbassin. Hun startede på babysvømning, da hun var
omkring et år, og fortsatte med det, indtil hun var ca. tre år. Så skulle hun skifte til en anden svømmehal,
hvor vandet var koldere, og det gik ikke. Hun blev stiv som en pind i det kolde vand, så gennem
Spastikerforeningen, som vi var blevet aktive medlemmer af, fik vi startet handicapsvømning i
varmvandsbassinet. Nu svømmer hun der en gang om ugen.
86