MEGET SMÅ BØRN

BEGRAVELSEN
Så oprandt dagen, hvor vi skulle sige vores endelige og sidste farvel til det menneske, der indtil dato har
betydet allermest i vores liv – vores søn.
Aldrig har jeg følt en smerte så stor og vedvarende. Skyerne hang tunge og regnfulde uden for vinduerne, og
det mareridt, jeg lige til det sidste havde håbet, kun var en ond drøm, stod nu lysende klart for mig. Tanken
om, at jeg nogle få timer senere skulle se og røre ved min lille dreng for sidste gang, var ganske uudholdelig.
Det var, som om han, så længe han stadig var her på jorden, hvor jeg kunne være sammen med ham, når jeg
ønskede det, stadig var min. Jeg følte mig totalt hjælpeløs, og den dag var der kun mørke i vores sind og
tanker.
Så kom tidspunktet til at tage på sygehuset for sidste gang for at gå i kapellet og besøge vores lille søn. Kisten
stod i kapellets ”stillerum”. Så lille var den, og dog indeholdt den det, der var det største i vores unge liv. Den
søn, vi havde ført ind i dette liv, og som brutalt var blevet revet fra os igen. Vi havde virkelig frygtet, hvordan
det ville blive at se så lille en kiste, og vi har senere fået at vide fra familie og venner, der var med til
begravelsen, at det havde virket utrolig stærkt. Men for os var det bare ganske naturligt. At se Oliver i kisten
var det smukkeste syn, jeg nogensinde har set. Men det, der siden kom til at betyde allermest for mig, var, at
jeg så tydeligt, og helt uden tvivl kunne se i Olivers ansigt, at han nu var klar til at tage på sin sidste rejse.
Han havde et udtryk i ansigtet, der lige så stærkt som ord fortalte mig, at han var rede, og det betød utrolig
meget for mig.
Vi blev ladt alene og tog en svær og meget gribende afsked med vores lille Oliver. For første gang græd vi
sammen hos ham. Vi kunne ikke mere gemme tårerne væk – sorgen tog overhånd. Vi kyssede ham en sidste
gang, sagde vores afskedsord, og kisten blev lukket. Han blev ført ud fra det sygehus, hvor han var født – ikke
for at komme hjem som langt de fleste – men for at blive ført til kirken og siden hen til sit sidste hvilested.
Selve ceremonien begyndte, og fra start til slut hulkede og græd jeg. Det eneste, jeg tvang mig til, var at synge
med på de salmer, vi selv havde valgt. Det ville være den eneste gang i Olivers liv, at hans mor kunne synge
for ham. Præsten holdt en meget smuk tale, som vi heldigvis fik en kopi af, så vi senere helt kunne forstå den
– det var jo svært igennem alle tårerne.
Da den kirkelige ceremoni var færdig, kom det værste. Hans far skulle bære ham ud af kirken som den sidste
gestus, han kunne give sin søn.
Vi sad med kisten i skødet på bagsædet af bedemandens bil hele vejen ud til kirkegården. Heller ikke her
skulle han føle sig forladt.
På kirkegården blev han sænket i jorden og blev begravet.
Da Oliver var begravet, og vi stod derude alle sammen, brød jeg sammen for sidste gang indtil nu. Ikke sådan
at forstå, at jeg ikke er ked af det og ikke har en stor sorg over vores tab, men noget af mig gav slip på min søn
ved hans åbne grav. Jeg gav ham videre til den Gud, jeg så inderligt håber, findes et sted derude til at tage
vare på den søn, jeg gav tilbage til ham så tidligt. For mig har troen på, at der er nogen deroppe, som vil tage
sig af det lille og hjælpeløse barn, jeg sendte af sted, været nødvendig for ikke at gå fuldstændig amok i frygt.
63