MEGET SMÅ BØRN

et MBD-barn (minimal brain damage), da han ikke kunne holde koncentrationen ret længe ad gangen og var
ekstremt aktiv.
Sebastian var dog ikke noget MBD-barn, men måske et grænsebarn. Han kan skabe sociale relationer, men
han bliver tangerende hyperaktiv, når han er utryg. Han skal vide ting på forhånd, og han skal have tid til at
vænne sig til nye ting, nye lærere, nye fag osv. Når han er tryg, kan han sidde stille. Han er et meget følsomt
barn, reagerer voldsomt ved uretfærdigheder, er bange for mange ting og er meget opmærksomhedssøgende.
Han kommer stadigvæk ind til os om natten - han har faktisk aldrig sovet en hel nat i sin egen seng. Men det
er ok. - det går nok over på et tidspunkt, og løsningen er, tror jeg, tryghed, tryghed og tryghed sammen med
et lille skub i den rigtige retning.
I de første fem år af Sebastians liv var livet uden om Sebastian også temmelig turbulent. Jeg blev skilt, da
Sebastian var halvandet år og mistede det meste af min vennekreds i den anledning. Efter at jeg havde fået
ham, blev jeg nok et andet menneske og kunne ikke rigtig kommunikere på samme måde som førhen.
Omverdenen synes nok, at jeg var blevet underlig. Jeg havde ikke behov for at gå i byen, når Sebastian var
syg, og jeg kunne ikke deltage med samme entusiasme i det - efter min mening - overfladiske samvær med
bekendte, hvor alting og ingenting blev drøftet. Ingen spurgte til, hvordan Sebastians far og jeg havde det,
efter alt det vi havde været igennem, og folk undgik helt at tale om de ting, som jeg i hvert tilfælde helst ville
tale om. Så naturligvis ebbede det ud.
Sebastians far og jeg prøvede virkelig at få forholdet til at køre via parterapi og andet, men det var svært. Jeg
tror generelt, at mænd og kvinder reagerer forskelligt på krisesituationer. Sebastians far ignorerede og
fortrængte ubehagelighederne, hvorimod jeg havde et stort behov for at snakke om problemerne og tankerne
og få dem bearbejdet. Han var meget autoritetstro og var ikke så meget til stede ved hospitalsindlæggelser
mv. Han passede sit arbejde, sin sport i fritiden og sine venner. Han fortsatte livet, som det havde været før.
Måske var det en flugt, men det havde i hvert fald den konsekvens, at jeg følte mig meget alene med min
bekymring og alene om de beslutninger, der skulle tages omkring Sebastian.
Jeg blev altså skilt, fik en lejlighed og fik via den beslutning kræfter og glæde tilbage i mit liv. Jeg mødte
herefter "manden i mit liv", og vi flyttede hurtigt sammen.
Jeg begyndte at blive meget bevidst om kostens sammenhæng med den fysiske tilstand. Sebastian blev fyldt
med god, økologisk kost og fik det langsomt bedre på det fysiske plan. Det var derimod langt senere, at jeg
blev klar over, at der naturligvis måtte komme nogle psykiske omkostninger for Sebastian af denne opvækst.
SET I BAKSPEJLET
Hvis jeg skal efterrationalisere tiden der er gået, er der en ting som jeg - desværre - først ret sent i forløbet er
blevet opmærksom på. Og det er, hvor meget min egen bekymring, angst og fokus på "ulykkerne" har
påvirket Sebastian, f.eks. i spisesituationen. Det var først da jeg opgav at "nøde" ham til alle måltiderne, at
tingene blev forandret: "Ah, Sebastian, du kan godt lige spise lidt mere, bare tre bidder til, så får du en is. Vil
du ikke nok være sød at spise lidt mere, så bliver jeg så glad" og lignende idiotiske ting, man i frustration
kommer til at sige. Jeg havde det jo sådan, at hvis han kunne spise godt, ville han få et bedre immunforsvar.
Jeg må med skam erkende, at det først var, da Sebastian fik en penicillinpille galt i halsen som seksårig og
som konsekvens heraf nægtede at spise andet end flydende kost i tre måneder, fordi han stadigvæk troede, at
27